Den første norske tendensromanen
Amtmandens Døttre blei gitt ut anonymt då boka kom ut i 1855. Både innhaldet i romanen, og det at ei kvinne skreiv noko slikt, ville elles vore for provoserande. Men ganske raskt blei det kjent at det var Camilla Collett som hadde forfatta boka.
I romanen er Collett sterkt kritisk til den oppsedinga kvinner, og då særleg kvinnene i borgarskapet, fekk i hennar samtid. Det er først og fremst mangelen på fridom blant kvinner som er tema i romanen. Kvinner rådde lite over eige liv. Fornuftsekteskap var vanleg, og kvinnene sine oppgåver handla stort sett om dei nære og familiære tinga. Kvinner levde eit liv styrt av normer og konvensjonar som var fastsette av menn.
I dette forordet til den tredje utgåva av boka svarer Collett på noko av den kritikken som vart retta mot boka. Ho utdjupar også nokre av perspektiva sine på posisjonen kvinna hadde i samfunnet.
Utdrag fra forordet til 3. utgave av Amtmandens Døtre
(...) Titelen Amtmandens Døtre faar denne Fortælling nu engang beholde; men den kunde maaske mere betegnende omsættes til Et Lands Døtre. Den giver, betydelig formildet, en Skildring af de Livstilskikkelser, der ventede Døtre i de mere dannede Klasser, særlig under vore isolerede Landboforhold. Noget mildnende i disse Vilkaar vil Tiden, især ved sine lettere Kommunikationsmidler, naturligvis have medført. I mit lange Liv, tilbragt under disse Forhold, havde jeg ikke oplevet andet end Tragedier rundt om i Familierne, ei heller, saa langt som Sagnet strakte sig tilbage, hørt berette om andet. Nogle af disse Sagn var af den Beskaffenhed, at de kunde forsvaret en Plads i Sophokles eller Shakespeare. (...)
(...) Egteskabet, Familielivet har man fastslaaet som Kvindens Bestemmelse; hendes "sande, skjønne Livsopgave", hendes "hellige, ophøiede Kaldelse", pleier Presterne at benævne det. "Derfor er det mindre ved Aandens Gaver end ved Hjertets, ved Følelsen, at hun faar sin Betydning og udfylder sin Plads i Samfundet," etc. etc.
Smuktklingende Ord! Man glemmer kun, at hun selv staar
vanmægtig bunden ligeoverfor denne ophøiede Kaldelse. En
overveiende Del Kvinder tilstedes jo slet ikke at opfylde sin Bestemmelse, og sker det, falder Loddet neppe én Gang blandt hundrede saaledes ud, at denne skjønne Livsopgave virkelig bliver skjøn, medens alt udenfra ved alle Tilskyndelsesmidler vil drive hende til at opfylde Bestemmelsen netop saaledes, og ikke anderledes. (...)