Filmopptak med Bjørnstjerne Bjørnson i 1905. Filmen er utan lyd, sidan dette er teke opp i stumfilmens dagar.
Forfattar, samfunnsdebattant og skribent
Bjørnstjerne Bjørnson (1832–1910) var fødd i Kvikne i Østerdalen. I ungdomstida flytte familien til Romsdal, der faren fekk ei prestestilling. Sytten år gammal sende faren Bjørnstjerne til Kristiania for å gå på Heltberg studentfabrikk. Her tok han examen artium som tjueåring. På Heltberg vart Bjørnson kjend med Jonas Lie, Henrik Ibsen og Aasmund Olavsson Vinje.
Opp gjennom livet skreiv Bjørnson både romanar, noveller, dikt og skodespel. Han var òg ein aktiv samfunnsdebattant og avisskribent. Han skreiv litteratur- og teatermeldingar og ivra mellom anna for ei fornorsking av teaterspråket. Språkengasjementet hans førte til at Riksmåls- forbundet vart grunnlagt I 1907.
Bjørnson og teateret
Ei anna hjartesak for Bjørnson var teateret. I 1857 utnemnde Ole Bull han til sjef for teateret i Bergen. Her var han i to år og arbeidde både som teatersjef og som skribent. Seinare vart han leiar for Christiania teater.
I diktet "Jeg velger meg april", her lest av skodespelar Tordis Maurstad, møter vi Bjørnson både som lyrikar og samfunnsdebattant:
Bondeforteljingane
Bondeforteljingane til Bjørnson kom ut i tidsrommet 1857–1860. Dei vekte oppsikt i samtida med si nyskapande og dristige form. Bjørnson skildra bøndene på ein måte som braut med den romantiske framstillinga som vi kjenner frå mellom anna Maurits Hansen nokre tiår tidlegare.
Hos Bjørnson møter vi bonden i eit røft kvardagsmiljø. Han skildra mellom anna fyll og slagsmål. Samstundes fekk Bjørnson kritikk for å idealisere livet til bøndene, og for å omtale dei som festkledde idealpersonar. Men for Bjørnson låg det ein pedagogisk tanke bak bondeforteljingane. Ønsket var å «kultivere» nordmennene, og da særleg bøndene – slik nasjonsbyggjarane såg dei som berarar av typisk norske verdiar.
Personane i bondeforteljingane er levande menneske med samansette, ofte konfliktfylte sinn, og vi møter dei i livs- situasjonar der dei må gjere val. I En glad gutt (1860) får vi alt i første avsnitt vite at hovudpersonen Øyvind har eit varleg sinn. Han vekslar fort mellom sorg og glede, gråt og latter:
«Øyvind hette han og gråt da han ble født. Men alt da han satt oppreist på morens fang, lo han, og når de tente lys om kvel- den, lo han så det sang, men gråt da han ikke fikk komme bort til det. – ’Av den gutten må det bli noe rart’, sa moren.»
Språk og forteljemåte i bondeforteljingane
I ortografi og bøyingsmønster heldt Bjørnson seg stort sett til dansk. Men både i syntaks (ordstilling) og ordval har bondeforteljingane eit særnorsk preg. Bjørnson gjekk derfor eit steg vidare i det fornorskingsarbeidet som Asbjørnsen og Moe var med på å starte.
Når det gjeld forteljemåten, lét Bjørnson seg inspirere av sagastilen. Framstillinga er scenisk og sparsam når det gjeld kommentarar. Vi kjem rett inn i handlinga og lærer personane å kjenne gjennom det dei seier og gjer, med andre ord gjennom dialogar og handling.
Bjørnson er ordknapp i skildringa. Det ser vi for eksempel i innleiinga til En glad gutt: «Øyvind hette han og gråt da han ble født.» Også her er det sagastilen som har vore ein viktig inspirasjon. I tillegg lét Bjørnson seg inspirere av folkediktinga. Den munnlege stilen i tekstane hans var inspirert av folkeeventyra. Han tok også i bruk rim og regler, slik folkevisene gjer.
Jamvel om Bjørnson lét seg påverke av soger og folkedikting, peiker bondeforteljingane fram mot den realistiske forteljemåten som skulle prege 1870- og 1880-åra. Eit eksempel er den nokså usynlege forteljaren som vi finn i bondeforteljingane.
Faderen» og«lidelsens høgskole»
«Faderen» er ei kort og meisterleg skriven novelle på berre to sider. Det mest slåande ved denne novella er at forteljinga er så konsentrert, og at Bjørnson fangar inn høgdepunkta i eit heilt livsløp på så få linjer. I meir enn noko anna verk av Bjørnson kjenner vi her att forteljemåten frå sagastilen. Her er det scener og dialogar som dominerer, og forteljaren lèt vere å kommentere tankar og kjensler hos personane. Han registrerer berre det som skjer, som i dei islandske ættesogene.
«Faderen», frå Småstykker (1860), handlar om Tord Øveraas – den mektigaste og mest velståande bonden i bygda. Vi følgjer bonden og sonen hans gjennom livsløpet til sonen. Fire gonger er Tord hos presten. Dei tre første er når sonen skal døypast, når han skal konfirmerast, og før han skal gifte seg med den rikaste jenta i bygda. Kvar gong betaler Tord for ei markering som syner at han er ein mektig mann. Men før bryllaupet druknar sonen, og faren må til presten ein siste gong for å få sonen gravlagd.
"Faderen"
Faderen
Den mægtigste Mand i det Præstegjæld, hvorom her skal fortælles, hed Thord Øveraas. Han stod en Dag i Præstens Kontor, høi og alvorlig; «jeg har faaet en Søn», sagde han, «og vil have ham over Daaben». –«Hvad skal han hede?» – «Finn efter Fader min.» – «Og Fadderne?» – De blev nævnede og var da Bygdens beste Mænd og Kvinder af Mandens Slægt. «Er der ellers noget?» spurgte Præsten, han saa op. Bonden stod lidt; «jeg vilde gjerne have ham døbt for sig selv», sagde han. – «Det vil sige paa en Hverdag?» – «Paa Lørdag førstkommende, 12 Middag.» – «Er der ellers noget?» spurgte Præsten. «Ellers er der ingen-ting»; Bonden dreiede Huen, som vilde han gaa. Da reiste Præsten sig; «endnu dog dette», sagde han og gik lige bort til Thord, tog hans Haand og saa ham ind i Øinene: «give Gud, at Barnet maa blive dig til Velsignelse!»
Sexten Aar efter den Dag stod Thord i Præstens Stue. «Du holder dig godt, du Thord», sagde Præsten, han saa ingen Forandring paa ham. «Jeg har heller ingen Sorger», svarede Thord. Hertil taug Præsten, men en Stund efter spurgte han: «Hvad er dit Ærinde i Kveld?» – «I Kveld kommer jeg om Sønnen min, som skal konfirmeres imorgen.» – «Han er en flink Gut.» – «Jeg vilde ikke betale Præsten, før jeg hørte, hvad Nummer han fik paa Kirkegulvet.» – «Han skal paa Nummer l.» – «Jeg hører dette, – og her er 10 Daler til Præsten.» – «Er der ellers noget?» spurgte Præsten, han saa paa Thord. – «Ellers er der intet.» –Thord gik.
Atter løb otte Aar hen, og saa hørtes der Støi en Dag foran Præstens Kontor; thi mange Mand kom, og Thord først. Præsten saa op og kjendte ham: «Du kommer mandstærk i Kveld.» – «Jeg vilde begjære Lysning for Sønnen min; han skal giftes med Karen Storliden, Datter af Gudmund, som her staar.» – «Dette er jo Bygdens rigeste Gjente.» – «De siger saa», svarede Bonden, han strøg Haaret op med den ene Haand. Præsten sad en Stund og som i Tanker, han sagde intet, men førte Navnene op i sine Bøger, og Mændene skrev under. Thord lagde tre Daler paa Bordet. «Jeg skal blot have en», sagde Præsten. –» Ved det nok; men han er mit eneste Barn; vilde gjerne gjøre det vel.» – Præsten tog mod Pengene. «Det er tredie Gang, du paa Sønnens Vegne staar her nu, Thord.» – «Men nu er jeg ogsaa færdig med ham», sagde Thord, lagde sin Tegnebog sammen, sagde Farvel og gik – Mændene langsomt efter.
Fjorten Dage efter den Dag roede Fader og Søn i stille Veir over Vandet til Storliden for at samtale om Brylluppet. «Den Toften ligger ikke sikkert under mig», sagde Sønnen og reiste sig forat lægge den tilrette. I det samme glider den Tilje, han staar paa; han slaar ud med Armene, giver et Skrig og falder i Vandet. – «Tag i Aaren!» raabte Faderen, han reiste sig op og stak den ud. Men da Sønnen havde gjort et Par Tag, stivner han. «Vent lidt!» raabte Faderen, han roede til. Da vælter Sønnen bagover, ser langt paa Faderen – og synker.
Thord vilde ikke ret tro det, han holdt Baaden stille og stirrede paa den Pletten, hvor Sønnen var sunken ned, som skulde han komme op igjen. Der steg noen Bobler op, endnu nogle, saa bare en stor, der brast – og speilblank laa atter Søen.
I tre Dage og tre Nætter saa Folk Faderen ro rundt om denne Pletten uden at tage Mad eller Søvn til sig; han soknede efter sin Søn. Og paa den tredie Dag om Morgenen fandt han ham og kom bærende opover Bakkerne med ham til sin Gaard.
Det kunde vel være gaaet et Aar hen siden hin Dag. Da hører Præsten sent en Høstkveld nogen rusle ved Døren ude i Forstuen og famle varsomt efter Laasen. Præsten aabnede Døren og ind traadte en høj, foroverbøiet Mand, mager og hvid af Haar. Præsten saa længe paa ham, før han kjendte ham; det var Thord. «Kommer du saa sent?» sagde Præsten og stod stille foran ham. «Aa ja; jeg kommer sent», sagde Thord, han satte sig ned. Præsten satte sig ogsaa, som han ventede; det var længe stilt. Da sagde Thord: «Jeg har noget med, som jeg gjerne vilde give til de fattige», – han reiste sig, lagde Penge paa Bordet og satte sig atter. Præsten tællede dem op; «det var mange Penge», sagde han. – «Det er Halvten af min Gaard; jeg solgte den idag.» Præsten blev siddende i lang Stilhed; han spurgte endelig, men mildt: «Hvad vil du tage dig for?» – «Noget bedre.» – De sad der en Stund, Thord med Øinene mod Gulvet, Præsten med Øinene paa ham. Da sagde Præsten sagte og langt: «Nu tænker jeg, at Sønnen din endelig er bleven dig til Velsignelse.» – «Ja, nu tænker jeg det ogsaa selv», sagde Thord, han saa op, og to Taarer randt tunge nedover hans Ansigt.
Sentralt i teksten står den endringa faren går gjennom. Heile livet har han vore ein mann som er van med å få det som han vil fordi han har makt og pengar. Etter at sonen døyr, utviklar han seg til å bli ein audmjuk mann, som ser andre verdiar enn pengar og posisjon.
Bjørnson hadde ein pedagogisk idé med bondeforteljingane sine. Dei var ein del av eit idealistisk danningsprosjekt. Bjørnson sjølv omtalte dette som «lidelsens høgskole».
Romantisk verdiar i realistiske omgivnader
Hovudkarakterane i bondeforteljingane er gjerne personar som må gjennomleve ei vond tid. Ofte er dei i konflikt med noko i seg sjølv. Men i kampen mot ulike hindringar gjennomgår dei ei forvandling. Denne forvandlinga er ein prosess mot eit meir ideelt og etisk godt liv.
For Bjørnson var denne endringa oftast knytt til eit religiøst verdigrunnlag, og det kan vi sjå i «Faderen». Vi kan derfor seie at «Faderen» har eit romantisk verdigrunnlag – jakta på det gode, sanne og vakre livet. Men personane er plasserte i meir realistiske omgivnader og må kjempe mot desse omgivnadene på vegen. Litteraturhistorisk høyrer derfor bondeforteljingane heime i den epoken vi kallar poetisk eller romantisk realisme.