Hvem skal vinne?
Knud Knudsen jobba store delar av sitt voksne liv med å utarbeide ein plan for ei gradvis fornorsking av riksmålet. Dåtidas riksmål var basert på dansk uttale, men Knudsen foreslo endringar baserte på norsk uttale.
I 1880-åra opplevde Aasens landsmål stor framgang, og i 1885 vedtok myndigheitene at landsmålet og riksmålet skulle likestillast. Knudsen og mange med han frykta at landsmålet skulle vinne.
I 1886 gav han ut boka med den lange tittelen Hvem skal vinne? Eller de historiske, dansknorske målstræveres standpunkt. Der argumenterer han for fornorskingsplanen sin. Blant anna legg han fram 12 punkt pluss 3 tilleggspunkt med forslag til endringar i rettskrivinga. Dei viktigste krava var p, t, k i staden for b, d, g (tape for tabe, møte for møde, bake for bage), ll og nn for ld og nd (falle for falde, kvinne for kvinde) og kortformer som be, bli og dra for bede, blive og drage mfl.
Det dansknorske målstrævs krav på ændringer i «Skriftsprogets» nedarvede form.
Hær følger nu en liten katekisme eller barnelærdom å skrive fremtidsnorsk efter, med vår landsgyldige ”dannede” norske uttale som grunlag eller utgangspunkt, altså til steg- eller gradvis omdannelse til norsk bokmål av vårt hittilværende, som efter ordenes former, ɔ: uttale og bøjning, nærmest har været hjemmehørende i Danmark.
[…]
Ingang
Meningen med ethvært bokmål må jo forutsættes fra først av å ha været dette, ved hjelp av visse tegn, av bokstaverne, hos læseren å vække tanken om, hvorledes de skrevne ord lyder i folks tale, eller likesom å la’ skriften avspejle denne, lyd for lyd, på lag altså, som noterne – tone-bokstaverne – i tonekunsten ær ætlet til å få note-læseren til å tænke sig de tonerækker, som tone-dikteren ved noterne sjølv har tænkt på.
Den, som skrev, må altså fra først av ha passet væl på, at han for hvær lyd i ordet eller hvær tone i rækken altid skrev den rette bogstav og ikkje nogen annen. Med andre ord: bokmålet må da ha været stavet lydret eller «ortofont», likesom tonemålet ænnu, hos os, som i alle andre land*).
Men i tidens løp vil lydstaving (lydret staving) gjærne småningom gå over til å bli lærdstaving (på kråkemål: «etymologisk Ortographie»). Den ophavlige uttale skifter næmlig noget i tidens løp, i en del ord i det minste, uten at de skrivende nænner å ta bort den bokstav i ordet, som nu ikkje længre høver til dets lydelse, til dets nyere uttale, og sætte den, som nu vilde være den rette, i stedet.
*) Und’tak gjør dog ét bokmål, idet det like fra fødselen av har været utstyret med villedende bokstaver – med «x for u og sex for sju» – næmlig de norsknorskes så kalte «Landsmaalet».
2. Bokstaven d faller til dels bort efter l og n.
D efter l og n blir i de fleste ord ikke uttalt, undtagen av folk som taler ut av en bok, ɔ: læser højt med bokstiv, knotende uttale, eller som, uten netop å ha en bok for sig, likevel knoter eller taler som «en Baag», f. e. en del præster under tjenesten i kirken.
Især uttales d ofte efter l og n, når -ig, -el, -elig følger efter: fyldig, handel, kvindelig. Likeså i nogle enstake ord.
Det var dæfor rimeligt, at slike d’er, som forfører til falsk uttale, blev plukket ut av bøkerne. Men for å undgå en del av det krangl, som altid infinner sig, når noget gammelt og ingrod skal ut av folks hoder, blir det vel best, på forhånd å ingå forlik, således nl., at bægge de stridende magter vinner i noget. Fredsvilkåret må da bli, at av våre for tiden lydløse d’er strykes de, som aldrig virkelig har været uttalt, mens de blir stående, som engang har været uttalt, ænda de ikke blir så nu.
På den vis møtes lærdstaverne (Etymolog.) og lydstaverne (Ortofon.). Falde, fælde, Svenden, Tanden o.s.v. kan de siste ikke nægte burde været stavet uten d, da uttalen ær falle, fælle, Svennen, Tannen, og lærdstaverne – d. e. de, som tar lærde, historiske hensyn – bryr sig jo ikke videre om uttalen, men des mere om skriften, og må dærfor samtykke i, at den d går ut, som de ikke finner igjen i sine lærde bøker.
Således får vi bl. a. en bjælle, en fælle uten d, men at hålde, at falde (ɔ: kantsømme) med d; mannen, men landet; finne, men binde. Nu siger vi hålle som falle uten d, lanne(t) som mannen, finne som binne. Men før hadde halda, landet tydelig d og har så på sine steder den dag i dag blant almuen nl.
Nogle tyske former bort!
[tyskheterne] an-, be-, bi-, er-, for-, ge- bør søkes undgåt, så vidt gjørligt. De står altid og stænger noget innenlandsk ute. Det samme gjælder om tyske endelser som -agtig, -haftig, -hed, -ige, -inde, -isk: storagtig, mandhaftig, Tyskhed, Professorinde. -hed, -inde og -isk ær dog ofte uundgålige former, i det minste intil videre, så vi får være glade, bare vi får i alle fal minket deres tal.
«Er nu dette alt? Gaar Maalstrevet ikke ud paa andet, end disse 12 eller kanske 15 Punkter?”
Så kan vistnok ingen spørre, som med nogen eftertanke har læst hele denne bok, men nok en og annen av det slags læsere, som ovenfor ær forutsat å ha læst den stykkevis bare. Svaret vil da bli et, om han spør en dansknorsk målstræver, et annet, om han har råket på en av de «udi egen Indbildning» værende og sig kallende ”egentlige Maalstrævere”. En troende av denne menighet vil svare med lærerens ord, med verba magistri: «sprogets aand er i formen.» Ham ær altså ordenes form ɔ: deres bøjning, uttale og sammenfælling i sætningen, - ikke ordene selv, ikke om de ær norske eller unorske, forstålige eller gåtefulle -, det, som det ”kjem ann” på. ”Det er Skorpen og Snittet, en skal kjende et Trold paa.” Bare skorpen i ordene ær riktig norsk, så blir ordene, som ær iført den skorpe, norske, om de ikke ær det allerede før. At dette ikke bare ær deres spøk, som en helst skulde falle på å tro, men ramme alvor, ær ovenfor påvist hær i boken, både av mål-ejeres uttalelser og av bokskrivernes gjærninger, idet deres skrifter tværmålt («gjennemsnitlig») har likeså mange unorske, for menigman, som ej kan annet mål æn sit eget, uransakelige ord, som de mange andre uvakte, ubotfærdige målsyndere, som skriver «Dansk», skriver med danske former og således gjør det skrevne unorsk, barbarisk, hvad ænten så ordene selv ær innenlandske, eller de ær tyske, franske, latinske eller græske. Efter nyere norsknorsk lære gjør nemlig norske former unorsk til norsk, og unorske former norsk – norske ord – til unorsk, altså til noget, en ulærd norman ikke forstår.
Hvad det «kjem ann paa» ved bokmålet ær altså, om det har sine norske a’er (skriva, kortare, Hestar), sine au-øy-ei (blaut – bløite, heit) og sit hunkjøn (Gjenta, Klokka) i orden. I så fal ær «all right», alt vel.
Den dansknorske målstræver dærimot vil svare: ordforrådets norskhet og forstålighet ær kjernen av det hele. Dette ær det første, det andre, det tredje, og det fjærde. For ordmålets egentlige øjemed, tankers meddelelse fra man til man, gjør ordforrådet næsten alt, formen ær for så vidt av liten viktighet. Vi kan telegrafere tanker rask væk fra hode til hode uten bruk av formerne, men ikke bare med formerne uten bruk av ord. Formerne ær imidlertid ænda ikke å foragte. Ved siden av å få rettet på ordene ved å skyte ut alle de fræmmede, som vi på nogen måte kan undvære, vil vi da også drive på de 12 + 3 ombøter i det formelle, i uttale, bøjning og ordfælling (Syntax). Det ær jo altid rimeligere, at norske ord fræmbydes i norske skikkelser æn i uægte utenlandske former. Dessuten hænder det nok av og til, at et innenlandsk ord ær blet næsten ukjænneligt ved den klædsel («Tracht»), den utenlandske uttale, det møter fræm i. Således når Maur kalles for Myre, Bjørk f. Birk, Mjøl f. Mel, Mjølk f. Mælk, Næsle f. Nælde, naken f. nøgen, riste f. ryste, Sag f. Saug el. Sav, sakne f. savne, Sæv f. Siv, Slag’ f. Slakker, Snø f. Sne, Svepe f. Svøbe, Såpe f. Sæbe, Sjø f. Sø, Tagger f. Takker, træske f. tærske, Træskel f. Tærskel, Timmer f. Tømmer. Jfr. S. 125 ovenfor.
Som helhet lægger vi den dannede klases uttale til grun for stavingen av bok-ordene, og denne ær allerede i mangfåldige tilfæller så norsk, som en kan ønske den, i alle fal hvad ordkjærnerne vedkommer. Men det ær jo tanken, at vi småninngom skal få rettet på uttalen av mange ord, f. e. nys nævnte Myre, Birk osv., så den blir bedre æn den «dannede», landsgyldige i de og de tilfæller for tiden ær. Vil nogen dærimot med de norsknorske rette alt det uægte, unorske, på en gang, ɔ: skrive på ”Landsmaalet”, hvad hender så? Jo, da finner læserne, som nys sagt, at det skrevne ær blet dem så fræmmedt, at de ej kan sankjænne det som sit eget «Sprog». Men ved å gå læmpelig fræm og rette på det skakke lit hær og lit dær vil en på det nærmeste kunne opnå det samme, som de norsknorske stræver til, næsten uten at den store flerhet lægger videre mærke til, hvad som således i al stilhet har gåt eller går for sig.
For resten får det atter gjenta’s hær, hvad så tidt før ær sagt, at de norsknorske styrer og steller galt, når de vil «ta hele Grisen» til intækt for vår bondestand, ret som om de andre borgerklasse ikke var til, og således deres tungemål og bokmål, deres åndelige og deres legemlige formuer, heller ikke. Bedre vel å sammenarbejde byfolk og landsfolk æn å sætte de siste op i stadig kamp mot de første. Langvarig borgerstrid ær ej av det gode, selv om den ikke netop fører til borgerkrig.
Relatert innhald
Eit språkleg modernisert utdrag frå Knud Knudsens bok "Hvem skal vinne?" frå 1886.
Kjelder:
Knudsen, K. (1886). Hvem skal vinne? Eller de historiske, dansknorske målstræveres standpunkt. Henta frå: https://www.nb.no/items/40664baeb8e75ff71e41fad1520e0819?page=147&searchText=knudsen hvem skal vinne.
Lundeby, E. (1995). Knud Knudsen – riksmålets fader, bokmålets bestefar. I: Språknytt nr. 4, 1995. Henta frå: https://www.sprakradet.no/Vi-og-vart/Publikasjoner/Spraaknytt/Arkivet/Spraaknytt_1995/Spraaknytt-1995-4/Knud-Knudsen/ (mai 2021).