Nordlands Trompet
I Nordlands Beliggende plasserer Dass landsdelen på kartet og skildrer de geografiske særtrekka. Vi får lære om landdyr, fugler og fisk, vær og vind, jordbruk og fiske og om menneskene som lever i disse områdene. Dette kalles topografisk diktning.
I forordet forklarer Petter Dass hvilke områder og fenomener det er han ønsker å fortelle om:
Som er Helgelands, Saltens, Lofodens, Vesteraalens, Senniens og Tromsens Fogderier, med dets Beliggende, og hvorudi enhvers Næring og Brug bestaaer : Saa og Hvad slags Fugle i Luften og svemmende Dyr i Havet sig der opholder, Samt om dets Horizont, Elementer og Veyrligt, item Om Finderne og Lapperne
- Nordlands Trompet i originalutgave fra 1739: Nordlands beskrivelse
- Transkribert utgave av Nordlands Trompet
I motsetning til mange embetsmenn i samtida var Petter Dass opptatt av det norske, både i skildringa av norsk hverdagsliv og natur, og ved at han brukte mange særnorske ord. Slike ord kaller vi norvagismer. Rytmen er fast, og språket er enkelt og nøkternt. Men som den gode prest han er, priser Dass samtidig også Vårherre og skaperverket hans.
Underlagt kongelig sensur
Da eneveldet blei innført i Danmark-Norge i 1660, blei all virksomhet underlagt kongen i København. Boktrykkere måtte ha kongelig tillatelse til å utgi bøker, og det kunne ta langt tid å få et litterært verk på trykk. Diktverket Nordlands Trompet er omtalt i brev fra 1678, men blei først trykket i bokform i 1739.
Hyllingsdikt til folk og natur
Nordlands Trompet åpner med et hyllingsdikt til folk og natur i «Nordlandene» – det som i dag er Troms og Nordland. Hyllesten gjelder alle – prester og øvrighet, fiskere, bønder, tjenestefolk og leilendinger.
Opplesing fra Nordlands Trompet
Innledningdiktet til Nordlands Trompet
Vær hilset, I Nordlands bebyggende Mænd
Fra Verten i Huset til trælende Svend,
Vær hilset, I Kofte-klæd Bønder!
Ja samtlig saa vel ud til Fiære som Field
Saa vel den der bruger med Fisken paa Gield
Som salter Graae-Torsken i Tønder.
Vær hilset, I Geistligheds hederlig Lius
Prælater, og Orden i Helligdoms Huus,
Hver i sin Bestilling hin gieve!
Tillige den velbetroed Øvrigheds Mand,
Som bære bør Sverdet og Retten i Land,
Fra Vold og Uorden hanthæve!
Hil være Leylendingen, Huus-Manden og,
Hver Odelsmand med den Strandsiddende Flok
Af hvad for slags Middel og Evne
Udliggere, Kræmmer, hvad Navne de har
Samt flere, som jeg her udtydlig og klar
For Mangel af Tiid ey kand nævne.
Hil være det elskelig Qvindelig Kiøn,
Matroner og ægte-gift Hustruer skiøn',
Madamer og ugifte Piger;
Dog synderlig tugtig Gemytter i sær,
Min Hilsen jeg samtlig tilbyder enhver,
og redebon Tienist' tilsiger,
[…
Utdrag frå kapitlet «Svemmende Dyr i det Nordlandske Hav»
[...]
Nu maae jeg mig snoe til den Nordlandske Torsk,
Som Fiskerne kalde monn' Skreien paa Norsk,
Han nævnes maae Nordmandens Krone,
Han kroner vor Gielde han kroner vor Skiaae
O! Sæel est du Bonde, som Torsken kand faae,
Han føeder baad' dig og din Kone.
Du Torsk maae vel kaldes vor Næring og Brug,
Du skaffer fra Bergen saa mangen Tønd' Rug,
Den stakkels Nordfarer til Føde.
Barmhiertige Fader oplade din Hand,
Velsigne os fattige Folk her i Land
Med dine Velsignelser søde!
Skuld' Torsken os feyle, hvad havde vi da,
Hvad skulle vi føre til Bergen herfra?
Da seyled' vist Jægterne tomme.
Hvad have vi andet, her bygger og boer,
End søge vor Føde med Angel og Snor
Og pløye de Bølger hin gromme?
Og skulle du HErre forkorte din Hand,
At stænge Skrei-Torsken og Fisken fra Land,
Da lagdes vi hastelig øede.
Vi har ey at lide paa Most eller Viin,
Her findes ey heller Sølv-Biergene fiin,
Os mangler Guld-Gruven den røde.
Vort Land er ey heller et Canaan sød,
Hvor Marken med Melk og med Honning omflød
Her findes ey Druer at plukke;
Ney! Fisken i Vandet, det er vores Brød,
Og miste vi hannem, da lide vi Nød,
Og jammerlig nødes at sukke.
[...]