Utdrag fra dramaet Gjengangere

Anden akt

[…]

Pastor Manders: Udfaldet kan ingen gøres ansvarlig for. Så meget står ialfald fast, at Deres ægteskab blev stiftet overensstemmende med fuld lovlig orden.

Fru Alving (ved vinduet): Ja, dette med lov og orden! Jeg tror mangengang, det er det, som volder alle ulykkerne her i verden.

Pastor Manders: Fru Alving, nu forsynder De Dem.

Fru Alving: Ja, det får så være; men jeg står ikke i det med alle disse bånd og hensyn længer. Jeg kan det ikke! Jeg må arbejde mig ud til frihed.

Pastor Manders: Hvad mener De med det?

Fru Alving (trommer på vinduskarmen): Jeg skulde aldrig lagt dølgsmål på Alvings levnet. Men jeg turde ikke andet dengang, – ikke for min egen skyld heller. Så fejg var jeg.

Pastor Manders: Fejg?

Fru Alving: Havde folk fåt noget at vide, så havde de sagt som så: stakkers mand, det er rimeligt, at han skejer ud, han, som har en kone, der løber ifra ham.

[…]

Fru Alving: – og så fortalte jeg ham alt, hvad jeg har fortalt Dem, – rub og stub.

Pastor Manders: Jeg er nær ved at oprøres over Dem, frue.

Fru Alving: Ja, jeg ved det. Jeg ved det jo! Jeg oprøres selv ved den tanke. (går fra vinduet.) Så fejg er jeg.

Pastor Manders: Og De kalder det fejghed at gøre Deres ligefremme pligt og skyldighed. Har De glemt, at et barn skal agte og elske sin fader og sin moder?

Fru Alving: Lad os ikke ta’ det så almindeligt. Lad os spørge: skal Osvald agte og elske kammerherre Alving?

Pastor Manders: Er der ikke en røst i Deres morshjerte, som forbyder Dem at nedbryde Deres søns idealer?

Fru Alving: Ja men sandheden da?

Pastor Manders: Ja men idealerne da?

Fru Alving: Å – idealer, idealer! Hvis jeg bare ikke var så fejg, som jeg er!