Hopp til innhold
Litterære tekster

Norges Dæmring

Forfatterne og samfunnsdebattantene Johan Sebastian Welhaven og Henrik Wergeland spilte ei viktig rolle i utviklinga av den nye nasjonen. Welhaven var sterkt kritisk til den norske kulturen, som han så på som udanna og underutvikla.

Et skråblikk på det norske

Welhavens diktsamling Norges Dæmring – et polemisk Digt fra 1834 kan leses som ei oppfordring til Norge om å våkne opp og komme videre fra nasjonens "demringtime". Men først og fremst er dette ei samling ironiske tekster om Norge og deler av det norske prosjektet.

Da diktsamlinga kom ut, skapte den debatt. Welhavens satiriske framstilling av Norge og nordmenn engasjerte så mange, og provoserte i så stor grad, at det hele har blitt omtalt som "demringsfeiden". Både Nicolai og Henrik Wergeland var blant dem som skrev motskrifter og avisinnlegg – der de skarpt kritiserte Welhaven.

Oppvåkning gjennom opplysning

Welhaven ønsket at Norge skulle utvikle seg. Ei oppvåkning burde skje gjennom opplysning. Men Welhaven hadde ikke den samme innstillinga til allmuen og det folkelige som Wergeland. Welhaven var sterkt kritisk til den norske kulturen, som han så på som udanna og underutvikla.

Både bønder og embetsmenn får kritikk i diktsamlinga, og Wergeland og hans meningsfeller får selvsagt gjennomgå. Naturen, derimot, så også Welhaven på som storslagen.

Johan Sebastian Welhaven 1807 - 1873

0:00
-0:00
Lyd: Morten Røhrt / CC BY-SA 4.0

Utdrag fra Norges Dæmring – et polemisk Digt

Prolog

Mens Norge slumrer i sit Sølverpantser,
og selv hans Aandedræt i Luften fryser,
og hele Folket gaar i laadne Kyser,
og Vand og Blod forkjøler sig og standser;

mens Glæden kun med Granbar sig bekrandser,
og Talglys er det Hele fast, som lyser,
og Brystet selv i Ulvepeltsen gyser
og man er lam paa tre à fire Sandser;

i denne Nød man griber Stimulantser,
at Livet ei skal slukne i det Indre:
Man drikker Punsch, forlover sig og dandser.

Jeg har i Sneen lavet nogle Skandser,
en hadrianisk Vagtmur i det Mindre;
der leger jeg med literaire Landser.

-------

Sonette 41

Her kommer en af Norskhedens Forfægtere
og raaber: "holdt; hvo taler om Fortabelse!
Just nu arbeide vi paa Norges Skabelse
jeg og de andre Folkesagens Vægtere;"

"men derfor er' vi stadige Fornegtere
af alt, hvad der seer ud som Efterabelse,
af Hiins og Dennes skjændige Forgabelse
i fremmed Kløgt, og hvad der ei er ægtere."

"Den sande Kraft boer kun i Norges Klipper,
Selvstændighed skal være al vor Tragten.
En Bom for tydske, danske Discipliner!"

"Kun norske Meninger og norske Miner,
og Stoffet norsk i Sjelen og i Dragten,
og norske Nympher i de norske Kipper!"

-----

Sonette 46

I sætte Norge høit blandt Jordens Riger -
men ak, hvad er dets Hæder og dets Magt,
naar de maa sikkres ved en Amme-Vagt
som svage Børn og uerfarne Piger.

Og den Selvstændighed, hvortil man higer,
hvor grundes den, naar, grændseløs forsagt,
man finder Landets Inderste for svagt
til Stof, hvormed Kulturen os beriger.

Man frygter, at de udenlandske Aander
skal mærke os med udenlandske Stempler,
og slette ud vor norske Charakteer.

Men heri er - hvad Gud og hver Mand seer -
en Angst, som naar i Drømme man sig vaander -
jeg vil belyse Sagen med Exempler.

Relatert innhold

Skrevet av Heidi Mobekk Solbakken.
Sist faglig oppdatert 16.03.2018