Arv og miljø og Gjengangere – når fasaden fell

Utdraget frå Arv og miljø eignar seg godt å setje opp som eit lesespel. Då vil forholdet mellom scenen som går føre seg hos advokaten og tankereferata til Bergljot komme ekstra tydeleg fram.

La gjerne elevane lese teksten inni seg ein gong før dei framfører lesespelet.

FRU ALVING: Men sæt piben fra dig, min kære gut; jeg vil ikke ha’ røg herinde.

OSVALD (gør så): Gerne. Jeg vilde bare prøve den; for jeg har engang røgt af den som barn.

FRU ALVING: Du?

OSVALD: Ja. Jeg var ganske liden dengang. Og så husker jeg, jeg kom op på kammeret til far en aften, han var så glad og lystig.

FRU ALVING: Å, du husker ingenting fra de år.

OSVALD: Jo, jeg husker tydeligt, han tog og satte mig på knæet og lod mig røge af piben. Røg, gut, sa’ han, – røg dygtigt, gut! Og jeg røgte alt hvad jeg vandt, til jeg kendte jeg blev ganske bleg og sveden brød ud i store dråber på panden. Da lo han så hjertelig godt –

PASTOR MANDERS: Det var da højst besynderligt.

FRU ALVING: Kære, det er bare noget Osvald har drømt.

OSVALD: Nej, mor, jeg har aldeles ikke drømt det. For – kan du ikke huske det – så kom du ind og bar mig ud i barnekammeret. Der fik jeg ondt og jeg så, at du græd. – Gjorde far ofte slige spilopper?

PASTOR MANDERS: Mindes De, at De efter knapt et års ægteskab stod på afgrundens yderste rand? At De forlod Deres hus og hjem, – at De flygted fra Deres mand; – ja, fru Alving, flygted, flygted, og nægted at vende tilbage til ham, så meget han end trygled og bad Dem om det?

FRU ALVING: Har De glemt, hvor grænseløs ulykkelig jeg følte mig i dette første år?

PASTOR MANDERS: Det er just den rette oprørsånd at kræve lykken her i livet. Hvad ret har vi mennesker til lykken? Nej, vi skal gøre vor pligt, frue! Og Deres pligt var at holde fast ved den mand, som De engang havde valgt og til hvem De var knyttet ved hellige bånd.

FRU ALVING: De ved godt, hvad slags liv Alving førte i den tid; hvilke udskejelser han gjorde sig skyldig i.

PASTOR MANDERS: Jeg ved såre vel, hvilke rygter der gik om ham; og jeg er den, som mindst af alle billiger hans vandel i ungdomsårene, såfremt rygterne medførte sandhed. Men en hustru er ikke sat til at være sin husbonds dommer. Det havde været Deres skyldighed med ydmygt sind at bære det kors, som en højere vilje havde eragtet tjenligt for Dem. Men i det sted afkaster De i oprørskhed korset, forlader den snublende, som De skulde have støttet, går hen og sætter Deres gode navn og rygte på spil, og – er nær ved at forspilde andres rygte ovenikøbet.

FRU ALVING: Andres? En andens, mener De nok.

PASTOR MANDERS: Det var overmåde hensynsløst af Dem at søge tilflugt hos mig.

FRU ALVING: Hos vor prest? Hos vor husven?

PASTOR MANDERS: Mest derfor. – Ja, tak De Deres herre og Gud, at jeg besad den fornødne fasthed, – at jeg fik Dem fra Deres overspændte forehavender og at det blev mig forundt at føre Dem tilbage på pligtens vej og hjem til Deres lovlige husbond.

FRU ALVING: Ja, pastor Manders, det var visselig Deres værk.

PASTOR MANDERS: Jeg var kun et ringe redskab i en højeres hånd. Og hvorledes har ikke det, at jeg fik Dem bøjet ind under pligt og lydighed, hvorledes har ikke det vokset sig stort til velsignelse for alle Deres følgende levedage? Gik det ikke, som jeg forudsagde Dem? Vendte ikke Alving sine forvildelser ryggen, således, som det sømmer sig en mand? Leved han ikke siden den tid kærligt og ulasteligt med Dem alle sine dage? Blev han ikke en velgører for denne egn, og hæved han ikke Dem således op til sig, at De efterhånden blev en medarbejder i alle hans foretagender? Og det en dygtig medarbejder; – å, jeg ved det, fru Alving; den ros skal jeg gi’ Dem. – Men nu kommer jeg til det næste store fejltrin i Deres liv.

FRU ALVING: Hvad vil De sige med det?

PASTOR MANDERS: Ligesom De engang har fornægtet hustruens pligter, således har De siden fornægtet moderens.

FRU ALVING: Ah –!

PASTOR MANDERS: De har været behersket af en uheldsvanger selvrådighedens ånd alle Deres dage. Al Deres tragten har været vendt imod det tvangløse og det lovløse. Aldrig har De villet tåle noget bånd på Dem. Alt, hvad der har besværet Dem i livet, har De hensynsløst og samvittighedsløst afkastet, lig en byrde, De selv havde rådighed over. Det behaged Dem ikke længer at være hustru, og De rejste fra Deres mand. Det faldt Dem besværligt at være moder, og De satte Deres barn ud til fremmede.

FRU ALVING: Ja, det er sandt; det har jeg gjort.

PASTOR MANDERS: Men derfor er De også bleven en fremmed for ham.

FRU ALVING: Men nu, Manders, nu vil jeg sige Dem sandheden. Jeg har svoret ved mig selv, at De engang skulde få den at vide. De alene!

PASTOR MANDERS: Og hvad er da sandheden?

FRU ALVING: Sandheden er det, at min mand døde lige så ryggesløs, som han havde levet alle sine dage.

PASTOR MANDERS (famler efter en stol): Hvad var det De sagde?

FRU ALVING: Efter nitten års ægteskab lige så ryggesløs, – i sine lyster ialfald, – som han var før De vied os.

PASTOR MANDERS: Og disse ungdomsvildfarelser, – disse uregelmæssigheder, – udskejelser, om De så vil, kalder De ryggesløst levnet!

FRU ALVING: Vor huslæge brugte det udtryk.

PASTOR MANDERS: Nu forstår jeg Dem ikke.

FRU ALVING: Behøves ikke heller.

PASTOR MANDERS: Det næsten svimler for mig. Hele Deres ægteskab, – hele dette mangeårige samliv med Deres mand skulde ikke være andet end en overdækket afgrund!

FRU ALVING: Ikke en smule andet. Nu ved De det.

PASTOR MANDERS: Dette – det finder jeg mig sent tilrette i. Jeg kan ikke fatte det! Ikke fastholde det! Men hvorledes var det da muligt at –? Hvorledes har sådant noget kunnet holdes skjult?

FRU ALVING: Det har også været min uophørlige kamp dag efter dag. Da vi havde fåt Osvald syntes jeg det blev ligesom noget bedre med Alving. Men det vared ikke længe. Og nu måtte jeg jo kæmpe dobbelt, kæmpe på liv og død for at ingen skulde få vide, hvad mit barns far var for et menneske. Og så ved De jo, hvor hjertevindende Alving var. Ingen syntes de kunde tro andet end godt om ham. Han var af de slags folk, hvis levnet ikke bider på deres rygte. Men så, Manders, – det skal De også vide, – så kom det afskyeligste af det altsammen.

PASTOR MANDERS: Afskyeligere end dette!

FRU ALVING: Jeg havde båret over med ham, skønt jeg så godt vidste, hvad der gik for sig i løn udenfor huset. Men da så forargelsen kom indenfor vore egne fire vægge –

PASTOR MANDERS: Hvad siger De! Her!

[...]

PASTOR MANDERS (som forstenet): Og alt det i dette hus! I dette hus!

FRU ALVING: Jeg havde tålt meget i dette hus. For at holde ham hjemme om aftenerne – og om nætterne måtte jeg gøre mig til selskabsbror i hans lønlige svirelag oppe på kammeret. Der har jeg måttet sidde på tomandshånd med ham, har måttet klinke og drikke med ham, høre på hans utérlige sansesløse snak, har måttet kæmpe nævekampe med ham for at få slæbt ham i seng –

PASTOR MANDERS (rystet): At De har kunnet bære alt dette.

PASTOR MANDERS: Og over denne mand er det De rejser et æresminde.

FRU ALVING: Der ser De den onde samvittigheds magt.

PASTOR MANDERS: Den onde –? Hvad mener De?

FRU ALVING: Det stod mig altid for, at det var umuligt andet, end at sandheden måtte komme ud, og bli troet på. Derfor skulde asylet ligesom slå alle rygterne ned og rydde al tvil afvejen.

FRU ALVING: Ja, det får så være; men jeg står ikke i det med alle disse bånd og hensyn længer. Jeg kan det ikke! Jeg må arbejde mig ud til frihed.

PASTOR MANDERS: Hvad mener De med det?

FRU ALVING (trommer på vinduskarmen): Jeg skulde aldrig lagt dølgsmål på Alvings levnet. Men jeg turde ikke andet dengang, – ikke for min egen skyld heller. Så fejg var jeg.

OSVALD: Han sa’: fædrenes synder hjemsøges på børnene.

FRU ALVING: (rejser sig langsomt op) Fædrenes synder –!

OSVALD: Jeg havde nær slåt ham i ansigtet –

FRU ALVING (går henover gulvet): Fædrenes synder –

OSVALD (smiler tungt): Ja, hvad synes du? Naturligvis forsikkred jeg ham, at der aldeles ikke kunde være tale om sligt noget. Men tror du han gav sig for det? Nej, han blev ved sit; og det var først da jeg havde taget frem dine breve og oversat for ham alle de steder, som handled om far –

FRU ALVING: Men da –?

OSVALD: Ja, da måtte han selvfølgelig indrømme, at han var på vildspor; og så fik jeg vide sandheden. Den ubegribelige sandhed! Dette jublende lyksalige ungdomsliv med kammeraterne skulde jeg afholdt mig fra. Det havde været for stærkt for mine kræfter. Selvforskyldt, altså!