Nordlands Trompet

I Nordlands Beliggende plasserer Dass landsdelen på kartet og skildrar dei geografiske særtrekka. Vi får lære om landdyr, fuglar og fisk, vêr og vind, jordbruk og fiske og om menneska som lever i desse områda. Dette vert kalla topografisk dikting.

I førordet forklarer Petter Dass kva område og fenomen det er han ønskjer å fortelje om:

Som er Helgelands, Saltens, Lofodens, Vesteraalens, Senniens og Tromsens Fogderier, med dets Beliggende, og hvorudi enhvers Næring og Brug bestaaer : Saa og Hvad slags Fugle i Luften og svemmende Dyr i Havet sig der opholder, Samt om dets Horizont, Elementer og Veyrligt, item Om Finderne og Lapperne

• Nordlands Trompet i originalutgåve frå 1739: Nordlands Beskrivelse
• Transkibert utgåve av Nordlands Trompet

I motsetnad til mange embetsmenn i samtida var Petter Dass oppteken av det norske, både i skildringa av norsk kvardagsliv og natur, og ved at han brukte mange særnorske ord. Slike ord kallar vi norvagismar. Rytmen er fast, og språket er enkelt og nøkternt. Men som den gode prest han er, prisar Dass på same tid også Vårherre og skaparverket hans.

Kongeleg sensur

Då eineveldet vart innført i Danmark-Noreg i 1660, vart all verksemd underlagd kongen i København. Boktrykkarar måtte ha kongeleg løyve til å gje ut bøker, og det kunne ta lang tid å få eit litterært verk på trykk. Diktverket Nordlands Trompet er omtalt i brev frå 1678, men vart først trykt i bokform i 1739.

Hyllingsdikt til folk og natur

Nordlands Trompet opnar med eit hyllingsdikt til folk og natur i «Nordlandene» – det som i dag er Troms og Nordland. Hyllesten gjeld alle – prestar og øvrigheit, fiskarar, bønder, tenestefolk og leiglendingar.

Innledningdiktet til Nordlands Trompet

Vær hilset, I Nordlands bebyggende Mænd
Fra Verten i Huset til trælende Svend,
Vær hilset, I Kofte-klæd Bønder!
Ja samtlig saa vel ud til Fiære som Field
Saa vel den der bruger med Fisken paa Gield
Som salter Graae-Torsken i Tønder.
Vær hilset, I Geistligheds hederlig Lius
Prælater, og Orden i Helligdoms Huus,
Hver i sin Bestilling hin gieve!
Tillige den velbetroed Øvrigheds Mand,
Som bære bør Sverdet og Retten i Land,
Fra Vold og Uorden hanthæve!
Hil være Leylendingen, Huus-Manden og,
Hver Odelsmand med den Strandsiddende Flok
Af hvad for slags Middel og Evne
Udliggere, Kræmmer, hvad Navne de har
Samt flere, som jeg her udtydlig og klar
For Mangel af Tiid ey kand nævne.
Hil være det elskelig Qvindelig Kiøn,
Matroner og ægte-gift Hustruer skiøn',
Madamer og ugifte Piger;
Dog synderlig tugtig Gemytter i sær,
Min Hilsen jeg samtlig tilbyder enhver,
og redebon Tienist' tilsiger,
[…]

Utdrag frå kapittelet «Svemmende Dyr i det Nordlandske Hav»

[...]
Nu maae jeg mig snoe til den Nordlandske Torsk,
Som Fiskerne kalde monn' Skreien paa Norsk,
Han nævnes maae Nordmandens Krone,
Han kroner vor Gielde han kroner vor Skiaae
O! Sæel est du Bonde, som Torsken kand faae,
Han føeder baad' dig og din Kone.
Du Torsk maae vel kaldes vor Næring og Brug,
Du skaffer fra Bergen saa mangen Tønd' Rug,
Den stakkels Nordfarer til Føde.
Barmhiertige Fader oplade din Hand,
Velsigne os fattige Folk her i Land
Med dine Velsignelser søde!
Skuld' Torsken os feyle, hvad havde vi da,
Hvad skulle vi føre til Bergen herfra?
Da seyled' vist Jægterne tomme.
Hvad have vi andet, her bygger og boer,
End søge vor Føde med Angel og Snor
Og pløye de Bølger hin gromme?
Og skulle du HErre forkorte din Hand,
At stænge Skrei-Torsken og Fisken fra Land,
Da lagdes vi hastelig øede.
Vi har ey at lide paa Most eller Viin,
Her findes ey heller Sølv-Biergene fiin,
Os mangler Guld-Gruven den røde.
Vort Land er ey heller et Canaan sød,
Hvor Marken med Melk og med Honning omflød
Her findes ey Druer at plukke;
Ney! Fisken i Vandet, det er vores Brød,
Og miste vi hannem, da lide vi Nød,
Og jammerlig nødes at sukke.
[...]