Fagstoff

Om vort Skriftsprog

Publisert: 18.09.2013 (14:13), Oppdatert: 03.09.2015 (13:40)

Ivar Aasen og andre kjendiser og politikere anno 1895. Maleri.Dette julekortet fra 1895 viser Ivar Aasen sammen med et knippe andre av datidens kjendiser. Aasen er nisse nummer to fra høyre. Kanskje du også kjenner igjen de to nissene foran i bildet, og personen Aasen samtaler med? 

Ivar Aasen. Foto.Ivar Aasen mente at språket var en nasjons viktigste kjennemerke. 

Syn og segn 1909

Artikkelen "Om vort Skriftsprog" som Ivar Aasen skreiv i 1836, blei aldri offentliggjort av Ivar Aasen selv. Teksten sto på trykk for første gang i tidsskriftet Syn og Segn i 1909. På Aasen-tunets hjemmesider omtales artikkelen som "programskriftet for hans eige livsverk".

I artikkelen gjør Aasen rede for hvorfor han mener vi bør få et eget, og norsk, skriftspråk. Han peker også på ulike innvendinger mot et slikt standpunkt, men tilbakeviser dem. Til slutt kommer han med et forslag til hvordan man kan gå fram for å lage et nytt skriftspråk for Norge.

Aasens forslag minner på mange måter om det arbeidet han selv utførte. Han kartla det norske talemålet og ga ut Det norske Folkesprogs Grammatik i 1848 og Prøver av Landsmaalet i Norge i 1853. Dette arbeidet la grunnlaget for det nye landsmålet, som seinere blei kalt nynorsk. Du kan finne en modernisert versjon av denne teksten på Aasentunet sine sider: Om skriftspråket vårt. 

Om vort skriftsprog

av Ivar Aasen


Slik var språksituasjonen i Norge på Aasens tid:


  

1.Efterat vort Fædreneland atter er blevet hvad det engang var, nemlig frit og selvstændigt, maa det være os magtpaaliggende at bruge et selvstændigt og nationalt Sprog, eftersom dette er en Nations fornemste Kjendemærke. Saalænge Norge ansaaes som en dansk Provinds, og Landets Embeder for en stor Deel besattes af Danske, ja endog alle Norske,som nød videnskabelig Opdragelse, oplærtes i Danmark og paa Dansk, og følgelig Dansk eller Kjøbenhavnsk Tale og Skrift omsider blev herskende hosos, var det naturligt, at vort Sprogs Nationalitet maatte gaae under. Hiin Umyndighedstid er svunden,og vi burde vise Verden, at vi ogsaa i denne,vistnok ikke uvigtige Sag - attraaede at være selvstændige.

Christian IIIs bibel. Maleri.Kirkens menn skreiv på dansk eller latin. Den første norske bibelen på "folkespråket", Christian IIIs bibel, var skrevet på dansk. 

 

Før Norge fikk sitt eget universitet i 1811, måtte nordmenn reise til København for å ta høyere utdannelse.

 

Det førte til at det norske språket blei sett på som mindre danna.

Broderlandet Sverige har i denne Henseende været lykkeligere. Det har nu et Sprog, saaledes som man kunde vente sig det paa hiin Side af Fjeldene; thi det ligner saa vakkert det rette norske Folkesprog, som man dog ei faaer at see paa Papiret, ei hellerat høre, uden af den ringere anseede Klasse. Skulde vi synde i Et af To, saa var det tilgiveligere, at hælde til det Svenske, end til det Danske. Dette godtgjøres ved Landenes Beliggenhed, ved Folkesprogenes Lighed. En saadan Omstændighed var ingen Unationalitet, ingen Amalgamation (for at brugede engang antagne Navne); det var den naturlige Lighed mellem to Væxter af samme Frø. Vi trængealdrig til at gaae udenom Grændserne efter et Sprog;vi skulde lede i vore Gjemmer, og see efter, hva vi selv eiede, førend vi gik hen at laane af Andre. Ligesaa lidet, som det skulde hædre en fri Mand at aftrygle af Andre, hvad han selv havde Forraad af, ligesaalidet hædrer det os, at vi heller samle udenlandske Ord, end benytte dem, der almindelig kjendes og bruges i vore Bygder.

2. Da nu Enhver synes bedst om det, han fra Barns Been er tilvant, og da alle Skrivende i vor Generation, ere paa en Maade bundne til det Kjøbenhavnske, og maaskee for det meste vante fra Ungdom op, til at foragte vort Folkesprog, saa er det venteligt, at en saadan Reform ansees af de Fleste med mindre Gunst. Imidlertid gives der dog, - det har man seet i vore offentlige Blade og andre Skrifter, - de, der alvorlig ønske at faa vort Sprog saaledes formet, at man med mere Føie kunde kalde det Norsk. Den mindre dannede Deel af Folket, saa slavisk den endog undergiver sig det Herskende, maa vist længe stiltiende have imødeseet en saadan Forandring. Vistnok skulde mange Misforstaaelser og ubillige Puristerier for en stor Deel forebygges. Det har altid smertet mig bittert, naar jeg hørte vort Almuesprog krænkes og belees, enten af velklædt Uvidenhed, eller af en rigtignok velmeent Renselses-Iver. Skal vida, tænkte jeg, give Slip paa denne kostelige Skat fra Fortiden, som vore Forfædre gjennem alle sineTrængsler have troligen bevaret og overladt til os som en hellig Arv? Skal dens Besiddelse, saa retfærdig som den er, endnu gjøres os stridig, nu, da Folkefriheden atter befinder sig mellem vore Klipper?

Kart over reisene til Ivar Aasen. Illustrasjon.    

 

Ivar Aasen reiste land og strand rundt for å skaffe seg oversikt over talemålet i ulike landsdeler. Han besøkte alle fylker med unntak av Finnmark.

 

Aasen skreiv ned ord, uttrykk og grammatikalske former på jakt etter de dialektene som var minst påvirket av dansk.

3. Medens Tid og Omstændigheder, som før er sagt, gjorde den Kjøbenhavnske Dialekt herskende hos os, opbevaredes og dyrkedes dog vort Nationalsprog i Bondens Hytter i vore Dale og paa vore Strande;lad end være, at dette ikke er Tilfældet med alle Distrikter i lige Grad. At Tiden ogsaa har havt sin Virkning paa Almuesproget, er naturligt; men naar man betænker, hvor vide vort Lands Befolkning er adspredt, hvor lang Tid Sproget ikke blev skriftligen dyrket, samt flere, forhen berørte Omstændigheder;- saa maa man ansee det for noget Stort, at denne National-Eiendom endnu i saapas Stand kan overleveres os. Dersom Norge gjennem disse Sekler havde hævdet sin politiske Selvstændighed, da skulde vort Hovedsprog ogsaa været Almuens, det skulde været Sammenligningen af Landets Dialekter, Middelpunktet,hvorom de dreiede sig. Men vi lode os, med envidunderlig Taalmodighed, i saa lang Tid uretfærdigen beherske af Andre; derfor tabte vi vort Heldog Hæder, derfor tabte vi vort Fædrenesprog. At gjenvinde dette er os endnu ikke umuligt; vor Nationalære fordrer det, og vort Lands lykkelig forandrede Stilling berettiger os dertil. Bonden har den Ære at være Sprogets Redningsmand; til hans Taleskulde man altsaa lytte.

4. Man vil indvende, at en Sprogreformation er Noget, der ei bør foretages paa eengang, men henstilles til Tiden og til Aarhundredets Virkning. Men dette anseer jeg som mindre gjældende i en Stat, som Lykken paa eengang gjorde fri og selvstændig, og hvis rette Folkesprog, skjønt i saa lang Tid useet paa Papiret, dog endnu er til. Ei heller troer jeg, man kan støtte sig paa den Mening, at det nye Sprog skulde blive forvirrende for Begyndere, eller i Førstningen have vanskeligt for at forstaaes af Alle; samt at Udlændinger derved skulde finde en ny Steen i Veien. Det maatte naturligvis saaledes indrettes, at alle Indfødte kunde forstaae det; thi alle blot provindsielle Ord og Vendinger burde undgaaes saavidt muligt. Det blev, endvidere, ikke saa forskjelligt fra de to andre nordiske Sprog, at den, der kunde et af disse, skulde have stort Hovedbrud for at kunne dette. - Desuden vilde hiin Aarhundredets Reformation,som ovenfor tilsigtes, blive en evig Opbyggen og Nedriven, da Sproget, manglende en bestemt Basis, stedse vil vakle fra det Ene til det Andet, saa man ikke veed, hvad man skal holde sig til. Og derhos frygter jeg for, at det rette Nationale vil omsider vige for det Fremmede, at nemlig Folkesproget, og ikke Skriftsproget, bliver det, som reformeres. At vi, ved den her tilsigtede Reform eller Tillæmpning, skulde faa et altfor plat og pøbelagtigt Hovedsprog, er en Indvending, der kun grunder sig paa Fordom og Vane. Vi ønske os just et Folkesprog, et som enhver Landsmand uden Møie kan tage Deel i; vor Statsforfatning berettiger os til dette Ønske. Og hvorfor skulde vi være saa ængstelige for disse saakaldte Platheder? De ere det ikke; de ere Norskheder. Lad os sætte Fordommene tilside, og ikke undsee os for at bruge vort Lands eget Tungemaal.

Tittelsiden fra Ivar Aasen Norsk Ordbog fra 1850. Foto.   

Tittelsida til Ivar Aasens Norsk Ordbog fra 1850.

 

Les mer om denne boka i Språk- og litteraturhistorisk tidslinje

5. Forslag. Det er ikke min Hensigt hermed at fremhæve nogen enkelt af vore Dialekter; nei, ingen saadan bør være Hovedsprog, men dette skulde være en Sammenligning af, et Grundlag for dem Alle. Til et saadant at fuldføre, skulde der gjøres Ordsamlinger for enhver af Landets større Provindser, med grammatikalske Oplysninger og bestemte Ordforklaringer. Til at forfatte disse, skulde Mænd, som ei blot troede at kunne, men og virkelig kunde Almuesproget, opmuntres. Disse Ordsamlinger skulde indsendes til et Selskab, oprettet af sprogkyndige Mænd, som skulde anstille Sammenligninger og gjøre Udvalg, og efterat saaledes Hovedsproget var bestemt, skulde dette Selskab udarbeide en fuldstændig norske Ordbog, med tilsvarende Grammatik. Denne nye Sprogform skulde dog aldeles ikke paa bydes eller paanødes; man skulde opmuntre til dens Brug, men ellers lade Enhver bruge det Nye eller Gamle eftereget Godtbefindende.

Relatert innhold

Aktuelt stoff

Generelt