Filmopptak med Bjørnstjerne Bjørnson i 1905. Filmen er uten lyd, siden dette er opptak som er gjort i stumfilmens dager.
Forfatter, samfunnsdebattant og skribent
Bjørnstjerne Bjørnson (1832–1910) ble født i Kvikne i Østerdalen. I ungdomstida flyttet familien til Romsdal, der faren fikk en prestestilling. Sytten år gammel sendte faren Bjørnstjerne til Kristiania for å gå på Heltberg studentfabrikk. Her tok han examen artium som tjueåring. På Heltberg ble Bjørnson kjent med Jonas Lie, Henrik Ibsen og Aasmund Olavsson Vinje.
Opp gjennom livet skrev Bjørnson både romaner, noveller, dikt og skuespill. Han var også en aktiv samfunnsdebattant og avisskribent. Han skrev litteratur- og teateranmeldelser og ivret blant annet for en fornorsking av teaterspråket. Språkengasjementet hans førte til at Riksmålsforbundet ble stiftet i 1907.
Bjørnson og teateret
En annen hjertesak for Bjørnson var teateret. I 1857 ble han utnevnt av Ole Bull til sjef for teateret i Bergen. Her var han i to år og arbeidet både som teatersjef og som skribent. Seinere ble han leder for Christiania teater.
I diktet "Jeg velger meg april", her lest av skuespiller Tordis Maurstad, møter vi Bjørnson både som lyriker og samfunnsdebattant:
Bondefortellingene
Bjørnsons bondefortellinger kom ut i tidsrommet 1857–1860. De vakte oppsikt i samtida med sin nyskapende og dristige form. Bjørnson skildret bøndene på en måte som brøt med den romantiske framstillingen som vi kjenner fra blant annet Maurits Hansen noen tiår tidligere.
Hos Bjørnson møter vi bonden i et røft hverdagsmiljø. Han skildret blant annet fyll og slagsmål. Samtidig fikk Bjørnson kritikk for å idealisere livet til bøndene, og for å omtale dem som festkledde idealpersoner. Men for Bjørnson lå det en pedagogisk tanke bak bondefortellingene. Ønsket var å «kultivere» nordmennene, og da særlig bøndene – slik nasjonsbyggerne så dem som bærere av typisk norske verdier.
Personene i bondefortellingene er levende mennesker med sammensatte, ofte konfliktfylte sinn, og vi møter dem i livs- situasjoner der de må gjøre valg. I En glad gutt (1860) får vi alt i første avsnitt vite at hovedpersonen Øyvind har et vart sinn. Han veksler fort mellom sorg og glede, gråt og latter:
«Øyvind hette han og gråt da han ble født. Men alt da han satt oppreist på morens fang, lo han, og når de tente lys om kvel- den, lo han så det sang, men gråt da han ikke fikk komme bort til det. – ’Av den gutten må det bli noe rart’, sa moren.»
Språk og fortellemåte i bondefortellingene
I ortografi og bøyningsmønster holdt Bjørnson seg stort sett til dansk. Men både i syntaks (ordstilling) og ordvalg har bondefortellingene et særnorsk preg. Bjørnson gikk derfor et skritt videre i det fornorskingsarbeidet som Asbjørnsen og Moe var med på å starte.
Når det gjelder fortellemåten, lot Bjørnson seg inspirere av sagastilen. Framstillingen er scenisk og sparsom på kommentarer. Vi kommer rett inn i handlingen og lærer personene å kjenne gjennom det de sier og gjør, med andre ord gjennom dialoger og handling.
Bjørnson er ordknapp i skildringen. Det ser vi for eksempel i innledningen til En glad gutt: «Øyvind hette han og gråt da han ble født.» Også her er det sagastilen som har vært en viktig inspirasjon. I tillegg lot Bjørnson seg inspirere av folkediktningen. Den muntlige stilen i tekstene hans var inspirert av folkeeventyrene. Han tok også i bruk rim og regler, slik folkevisene gjør.
Selv om Bjørnson lot seg påvirke av sagaer og folkediktning, peker bonde- fortellingene fram mot den realistiske fortellemåten som skulle prege 1870- og 1880-årene. Et eksempel er den nokså usynlige fortelleren som vi finner i Bjørnsons bondefortellinger.
Faderen» og«lidelsens høgskole»
«Faderen» er en kort og mesterlig skrevet novelle på bare to sider. Det mest slående ved denne novellen er at fortellingen er så konsentrert, og at Bjørnson fanger inn høydepunktene i et helt livsløp på så få linjer. I mer enn noe annet verk av Bjørnson kjenner vi her igjen fortellemåten fra saga- stilen. Her er det scener og dialoger som dominerer, og fortelleren lar være å kommentere tanker og følelser hos personene. Han registrerer bare det som skjer, som i de islandske ættesagaene.
«Faderen», fra Småstykker (1860), handler om Tord Øveraas – den mektigste og mest velstående bonden i bygda. Vi følger bonden og sønnen hans gjennom sønnens livsløp. Fire ganger er Tord hos presten. De tre første er når sønnen skal døpes, når han skal konfirmeres, og før han skal gifte seg med den rikeste jenta i bygda. Hver gang betaler Tord for en markering som viser at han er en mektig mann. Men før bryllupet drukner sønnen, og faren må til presten en siste gang for å få sønnen gravlagt.
"Faderen"
Faderen
Den mægtigste Mand i det Præstegjæld, hvorom her skal fortælles, hed Thord Øveraas. Han stod en Dag i Præstens Kontor, høi og alvorlig; «jeg har faaet en Søn», sagde han, «og vil have ham over Daaben». –«Hvad skal han hede?» – «Finn efter Fader min.» – «Og Fadderne?» – De blev nævnede og var da Bygdens beste Mænd og Kvinder af Mandens Slægt. «Er der ellers noget?» spurgte Præsten, han saa op. Bonden stod lidt; «jeg vilde gjerne have ham døbt for sig selv», sagde han. – «Det vil sige paa en Hverdag?» – «Paa Lørdag førstkommende, 12 Middag.» – «Er der ellers noget?» spurgte Præsten. «Ellers er der ingen-ting»; Bonden dreiede Huen, som vilde han gaa. Da reiste Præsten sig; «endnu dog dette», sagde han og gik lige bort til Thord, tog hans Haand og saa ham ind i Øinene: «give Gud, at Barnet maa blive dig til Velsignelse!»
Sexten Aar efter den Dag stod Thord i Præstens Stue. «Du holder dig godt, du Thord», sagde Præsten, han saa ingen Forandring paa ham. «Jeg har heller ingen Sorger», svarede Thord. Hertil taug Præsten, men en Stund efter spurgte han: «Hvad er dit Ærinde i Kveld?» – «I Kveld kommer jeg om Sønnen min, som skal konfirmeres imorgen.» – «Han er en flink Gut.» – «Jeg vilde ikke betale Præsten, før jeg hørte, hvad Nummer han fik paa Kirkegulvet.» – «Han skal paa Nummer l.» – «Jeg hører dette, – og her er 10 Daler til Præsten.» – «Er der ellers noget?» spurgte Præsten, han saa paa Thord. – «Ellers er der intet.» –Thord gik.
Atter løb otte Aar hen, og saa hørtes der Støi en Dag foran Præstens Kontor; thi mange Mand kom, og Thord først. Præsten saa op og kjendte ham: «Du kommer mandstærk i Kveld.» – «Jeg vilde begjære Lysning for Sønnen min; han skal giftes med Karen Storliden, Datter af Gudmund, som her staar.» – «Dette er jo Bygdens rigeste Gjente.» – «De siger saa», svarede Bonden, han strøg Haaret op med den ene Haand. Præsten sad en Stund og som i Tanker, han sagde intet, men førte Navnene op i sine Bøger, og Mændene skrev under. Thord lagde tre Daler paa Bordet. «Jeg skal blot have en», sagde Præsten. –» Ved det nok; men han er mit eneste Barn; vilde gjerne gjøre det vel.» – Præsten tog mod Pengene. «Det er tredie Gang, du paa Sønnens Vegne staar her nu, Thord.» – «Men nu er jeg ogsaa færdig med ham», sagde Thord, lagde sin Tegnebog sammen, sagde Farvel og gik – Mændene langsomt efter.
Fjorten Dage efter den Dag roede Fader og Søn i stille Veir over Vandet til Storliden for at samtale om Brylluppet. «Den Toften ligger ikke sikkert under mig», sagde Sønnen og reiste sig forat lægge den tilrette. I det samme glider den Tilje, han staar paa; han slaar ud med Armene, giver et Skrig og falder i Vandet. – «Tag i Aaren!» raabte Faderen, han reiste sig op og stak den ud. Men da Sønnen havde gjort et Par Tag, stivner han. «Vent lidt!» raabte Faderen, han roede til. Da vælter Sønnen bagover, ser langt paa Faderen – og synker.
Thord vilde ikke ret tro det, han holdt Baaden stille og stirrede paa den Pletten, hvor Sønnen var sunken ned, som skulde han komme op igjen. Der steg noen Bobler op, endnu nogle, saa bare en stor, der brast – og speilblank laa atter Søen.
I tre Dage og tre Nætter saa Folk Faderen ro rundt om denne Pletten uden at tage Mad eller Søvn til sig; han soknede efter sin Søn. Og paa den tredie Dag om Morgenen fandt han ham og kom bærende opover Bakkerne med ham til sin Gaard.
Det kunde vel være gaaet et Aar hen siden hin Dag. Da hører Præsten sent en Høstkveld nogen rusle ved Døren ude i Forstuen og famle varsomt efter Laasen. Præsten aabnede Døren og ind traadte en høj, foroverbøiet Mand, mager og hvid af Haar. Præsten saa længe paa ham, før han kjendte ham; det var Thord. «Kommer du saa sent?» sagde Præsten og stod stille foran ham. «Aa ja; jeg kommer sent», sagde Thord, han satte sig ned. Præsten satte sig ogsaa, som han ventede; det var længe stilt. Da sagde Thord: «Jeg har noget med, som jeg gjerne vilde give til de fattige», – han reiste sig, lagde Penge paa Bordet og satte sig atter. Præsten tællede dem op; «det var mange Penge», sagde han. – «Det er Halvten af min Gaard; jeg solgte den idag.» Præsten blev siddende i lang Stilhed; han spurgte endelig, men mildt: «Hvad vil du tage dig for?» – «Noget bedre.» – De sad der en Stund, Thord med Øinene mod Gulvet, Præsten med Øinene paa ham. Da sagde Præsten sagte og langt: «Nu tænker jeg, at Sønnen din endelig er bleven dig til Velsignelse.» – «Ja, nu tænker jeg det ogsaa selv», sagde Thord, han saa op, og to Taarer randt tunge nedover hans Ansigt.
Sentralt i teksten står den endringen faren gjennomgår. Hele livet har han vært en mann som er vant til å få det som han vil fordi han har makt og penger. Etter at sønnen dør, utvikler han seg til å bli en ydmyk mann, som verdsetter andre verdier enn penger og posisjon.
Bjørnson hadde en pedagogisk idé med bondefortellingene sine. De var en del av et idealistisk dannelsesprosjekt. Bjørnson selv omtalte dette som «lidelsens høyskole».
Romantisk verdier i realistiske omgivelser
Hovedkarakterene i bondefortellingene er gjerne personer som må gjennomleve en vond tid. Ofte er de i konflikt med noe i seg selv. Men i kampen mot ulike hindringer gjennomgår de en forvandling. Denne forvandlingen er en prosess mot et mer ideelt og etisk godt liv.
For Bjørnson var denne endringen oftest knyttet til et religiøst verdigrunnlag, og det kan vi se i «Faderen». Vi kan derfor si at «Faderen» har et romantisk verdigrunnlag – jakten på det gode, sanne og vakre livet. Men personene er plassert i mer realistiske omgivelser og må kjempe mot disse omgivelsene på veien. Litteraturhistorisk hører derfor bondefortellingene hjemme i den epoken vi kaller poetisk eller romantisk realisme.