H. C. Andersen – originalutgave på dansk 1848
Den lille Pige med Svovlstikkerne
Det var saa gruelig koldt; det sneede og det begynte at blive mørk Aften; det var ogsaa den siste Aften i Aaret, Nytaarsaften. I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille fattig Pige med bart Hoved og nøgne fødder; ja hun havde jo riktignok havt Tøfler paa, da hun kom hjemme fra; men hva kunne det hjelpe! Det var meget store tøfler, hendes Moder havde sidst brugt dem, saa store var de, og dem tabte den Lille, da hun skyndte sig over Gaden, i det to Vogne foer saa grueligt stærkt forbi; den ene Tøffel var ikke at finde, og den anden løb en Dreng med; han sagde, at den kunde han bruge til Vugge, naar han selv fik Børn.
Der gik nu den lille Pige paa de nøgne, smaa Fødder, der vare røde og blaae af Kulde; i et gammelt Forklæde holdt hun en Mængde Svovlstikker og eet Bundt gik hun med i haanden; Ingen havde den hele Dag kjøbt af hende; Ingen havde givet hende en lille Skilling; sulten og forfrossen gik hun og saae saa forkuet ud, den lille Stakkel!
Sneefnuggene faldt i hendes lange, gule Haar, der krøllede saa smukt om Nakken, men den Stads tænkte hun rigtignok ikke paa. Ud fra alle Vinduer skinnede Lysene, og saa lugtede der i Gaden saa deiligt af Gaasesteg; det var jo Nytaarsaften, ja det tænkte hun paa.
Henne i en Krog mellom to Huse, det ene gik lidt mere frem i Gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen; de smaa Been havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere og hjem turden hun ikke gaae, hun havde jo ingen Svovlstikker solgt, ikke faaet en eneste Skilling, hendes Fader vilde slaae hende, og koldt var der ogsaa hjemme, de havde kun Taget lige over dem og der peb Vinden ind, skjøndt der var stoppet Straa og Klæde i de største Sprækker. Hendes smaa Hænder var næsten ganske døde af Kulde. Ak! En lille Svovlstikke kunde gjøre godt. Turde hun bare trække een ud af Bundtet, stryge den mod Væggen og varme Fingrene.
Hun trak een ud, "ritsch!" hvor spruddede den, hvor brændte den! Det var en varm, klar Lue, ligesom et lille Lys, da hun holdt Haanden om den; det var et underligt Lys; den lille Pige syntes hun sad foran en stor Jernkakkelovn med blanke Messingkugler og Messingtromle; Ilden brændte saa velsignet, varmede saa godt; nei hvad var det! - Den Lille strakte allerede Fødderne ud for ogsaa at varme disse, - da slukkedes Flammen. Kakkelovnen forsvandt, - hun sad med en lille stump af den udbrændte Svovlstikke i Haanden.
En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor Skinnet faldt paa Muren, blev denne gjennomsigtig, som et Flor; hun saae lige ind i Stuen, hvor bordet stod dækket med en skinnende hvid Dug, med fiint Porcellain, og deiligt dampede den stegte Gaas, fyldt med Svedsker og Æbler; og hvad der endnu var prægtigere, Gaasen sprang fra Fadet, vraltede hen ad Gulvet med Gaffel og Kniv i Ryggen; lige hen til den fattige Pige kom den; da slukkedes Svovlstikken og der var kun den tykke, kolde Muur at see.
Hun tændte en ny. Da sad hun under det deiligste Juletræ; det var endnu større og mere pyntet, end det hun gjennem Glasdøren havde seet hos den rige Kjøbmand, nu sidste Juul; tusinde Lys brændte paa de grønne Grene, og brogede Billeder, som de der pynte Boutikvinduerne, saae ned til hende. Den Lille strakte begge Hænder i Veiret - da slukkedes Svovlstikken; de mange Julelys gik høiere og høiere, hun saae de vare nu de de klare Stjerner, een af dem faldt og gjorde en lang Ildstribe paa Himlen.
"Nu døer der Een!" sagde den Lille, for gamle Mormoer, som var den Eneste, der havde været god mot hende, men nu var død, havde sagt: naar en Stierne falder, gaaer der en Sjæl op til Gud.
Hun strøg igjen mod Muren en Svovelstikke, den lyste rundt om, og i Glandsen stod den gamle Mormoer, så klar saa skinnende, saa mild og velsignet.
"Mormoer!" raabte den Lille, "o tag mig med! jeg veed, Du er borte, naar Svovlstikken gaaer ud; borte ligesom den varme Kakkelovn, den deilige Gaasesteg og det store, velsignede Juletræ!" - hun strøg ihast den hele Rest Svovelstikker, der var i bundtet, hun vilde ret holde paa Mormoer; og Svovlstikkerne lyste med saadan en Glands, at det var klarere end ved den lyse Dag. Mormoer havde aldri før været saa smuk, saa stor; hun løftede den lille Pige op paa sin Arm, og de fløi i Glands og Glæde, saa høit, saa høit; og der var ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angest, – de var hos Gud.
Men i Krogen ved Huset sad i den kolde Morgenstund den lille Pige med røde Kinder, med Smiil om Munden - død, frosset ihjel den sidste Aften i det gamle Aar.
Nytaarsmorgen gik op over det lille Liig, der sad med Svovlstikkerne, hvoraf et Knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig, sagde man; Ingen vidste, hvad Smukt hun havde seet, i hvilken Glands hun med gamle Mormoer var gaaet ind til Nytaars Glæde.
Les eventyret oversatt til bokmål
Det var gresselig kaldt. Det snedde, og det begynte å bli mørke kvelden. Det var da også den siste kvelden i året, nyttårskvelden. I denne kulden og i dette mørket gikk det en liten fattig pike, barhodet og med bare føtter gjennom gatene. Ja, egentlig hadde hun hatt tøfler på seg da hun gikk hjemmefra, men hva hjalp det? Det var noen riktig svære tøfler, så store at moren hennes hadde brukt dem den siste tiden, og den lille piken mistet dem da hun skyndte seg over gaten, akkurat idet to vogner for forbi i voldsom fart. Den ene tøffelen klarte hun ikke å finne igjen, og den andre tok en gutt og løp sin vei med. Han sa at han ville bruke den til vugge når han selv fikk barn.
Og der gikk den lille piken med de bare, små bena, som var røde og blå av kulde. I et gammelt forkle hadde hun en mengde svovelstikker, og en bunt gikk hun med i handen. Ingen hadde kjøpt noe av henne hele dagen. Ingen hadde gitt henne en eneste liten skilling. Sulten og forfrossen gikk hun der og så ulykkelig ut, stakkars liten. Snefnuggene falt i det lange, gule håret som krøllet seg så pent i nakken, men slikt tenkte hun ikke det minste på. Ut av alle vinduer skinte det lys, og det luktet så deilig gåsestek i gaten, for det var jo nyttårsaften – ja, det tenkte hun på.
Borte i en krok mellom to hus – det ene stakk litt mer fram i gaten enn det andre, satte hun seg og krøket seg godt sammen. De små bena hadde hun trukket oppunder seg, men hun frøs mer og mer, og hjem torde hun ikke gå, for hun hadde jo ikke solgt noen svovelstikker. Ikke hadde hun fått en eneste skilling heller, og faren kom til å slå henne. Kaldt var det hjemme også, for de bodde oppunder taket, og der pep vinden inn, enda det var dyttet med strå og filler i de største sprekkene. De små hendene hennes var nesten døde av kulde. Å – så godt som en liten svovelstikke ville gjøre! Om hun bare våget å dra en ut av bunten, ripe den mot veggen og varme fingrene! Hun trakk en ut, og ritsj! som den futtet og brant! Luen var varm og klar som et lite lys da hun holdt handen omkring den. Det var et underlig lys. Den lille piken syntes hun satt foran en stor jernovn med blanke messingkuler og messingrør på. Ilden brant så vidunderlig og varmet så godt. Å, så deilig det var! Den lille piken strakte allerede føttene fram for å varme dem også – da gikk flammen ut, kakkelovnen forsvant, og hun satt der med en liten stump av den utbrente svovelstikken i handen.
Hun ripet av en ny, den brant og lyste, og der hvor lysskinnet falt på muren, ble den gjennomsiktig som et stykke flor. Hun så helt inn i stuen, hvor bordet sto dekket med skinnende hvit duk og fint porselen, og en stekt gås sto og dampet så deilig, fylt med svisker og epler. Og det herligste av alt var at gåsen hoppet ned fra fatet og vraltet bortover gulvet med gaffel og kniv i ryggen, helt bort til den lille piken kom den. Da sloknet svovelstikken, og så var det ikke noe annet å se enn den tykke, kalde murveggen igjen.
Så tente hun en ny. Da satt hun under det vidunderligste juletre. Det var enda større og finere pyntet enn det hun hadde sett gjennom glassdøren hos den rike kjøpmannen siste julekveld. Tusen lys brant på de grønne grenene, og farveglade bilder, slike som de pynter i butikkvinduene med, tittet ned på henne. Den lille piken strakte begge hendene i været – og da sloknet svovelstikken. Alle julelysene steg høyere og høyere, og nå så hun at de var de klare stjernene der oppe. En av dem falt og laget en lang ildstripe på himmelen.
"Nå døde et menneske!" sa den lille piken, for gamle mormor hadde sagt at når en stjerne faller, så går en sjel opp til Gud. Mormor, som nå var død, var det eneste mennesket som hadde vært snill mot den lille piken.
Hun strøk igjen en svovelstikke mot muren. Den lyste opp rundt om, og i skinnet sto gamle mormor, så klar, så strålende, så mild og god.
"Mormor" ropte den lille piken. "Å, la meg få være med deg! Jeg vet at du er borte når svovelstikken går ut, borte akkurat som den varme kakkelovnen, den deilige gåsesteken og det store, vakre juletreet!" Og så strøk hun fort av alle de svovelstikkene som var igjen i bunten, for hun ville holde på mormoren. Og svovelstikkene lyste med en slik glans at det ble lysere enn midt på lyse dagen. Mormor hadde aldri vært så vakker før og så stor. Hun løftet den lille piken opp på armen sin, og de fløy i lys og glede, så høyt, så høyt. Det fantes ingen kulde mer og ingen sult og angst – de var hos Gud.
Men i kroken ved huset satt den lille piken og var død da den kalde morgenen kom, hun var frosset i hjel den siste kvelden i det gamle året. Hun satt der med røde kinn og et smil om munnen.
Nyttårsmorgenen gikk opp over den lille døde, som satt der med svovelstikkene sine. En bunt av dem var nesten brent opp. Hun har villet varme seg, sa folk. Ingen visste noe om alt det vakre hun hadde sett, og om hvordan hun var gått sammen med mormor inn til nyttårsglede i stråleglans.