Hopp til innhold

Oppgave

Arv og miljø og Gjengangere – når fasaden faller

Vigdis Hjorths roman Arv og miljø skapte debatt. Hun ble beskyldt for å anklage sin avdøde far for seksuelle overgrep uten at han kunne forsvare seg. Boka har mye felles med Henriks Ibsens drama Gjengangere. For hva skjer når ei mor later som om familielivet er perfekt, og fasaden faller?

Portrettfoto av Vigdis Hjorth. Foto.

Forfatteren Vigdis Hjorth fikk mye oppmerksomhet for romanen Arv og miljø.

Del 1: Les Arv og miljø

Til læreren

Utdraget fra Arv og miljø egner seg godt å sette opp som et lesespill. Da vil forholdet mellom scenen som utspiller seg hos advokaten og tankereferatene til Bergljot komme ekstra tydelig fram.

La gjerne elevene lese teksten inni seg en gang før de framfører lesespillet.

Les utdraget fra Arv og miljø av Vigdis Hjorth. Dere kan

  1. lese utdraget stille inni dere eller høyt i klassen, eller

  2. sette utdraget opp som et lesespill foran klassen. Slik går dere fram:

A. Fordel roller

Lesespillet har sju roller. Fordel rollene: Bergljot, Forteller, Bergljot (leser bare Bergljots replikker), Mor, Astrid, Bård, Åsa. Den syvende er Revisoren. Han har ingen replikker, men kroppsspråket hans omtales.

B. Plasser dere i rommet

Før dere framfører scenen, bør dere plassere dere slik i rommet:

  • Revisoren sitter bak en pult/kateteret med ansiktet mot klassen.

  • Bergljot og Bård sitter på den ene sida av klasserommet ved siden av hverandre. Astrid, Åsa og moren sitter sammen på den andre sida. Pass på at ansiktene deres kan ses av både klassen og "Revisoren".

  • Fortelleren står bak Bergljot.

C. Les lesespillet høyt i klassen

Les lesespillet. Det gjør ikke noe om dere klusser litt med rollene innimellom. Det kan av og til være vanskelig å skille mellom replikkene og fortelleren, men prøv så godt dere kan å framføre lesespillet med innlevelse.

Del 2: Diskuter teksten

Skriv først aleine:

  1. Hva var det viktigste i teksten for deg?

  2. Hvilke følelser vakte teksten da du leste/hørte den?

  3. Formuler inntrykket du fikk av

    • Bergljot

    • Astrid

    • Moren

    • Bård

Diskuter deretter i par eller grupper:

Sammenlikn svara deres over. Hadde dere lagt vekt på, og følt, det samme?

Del 3: Skam, ære, fasade og familie

Jobb i grupper. Les gjennom teksten sammen og diskuter hvilke utdrag dere syns tematiserer

  • skam og ære

  • fasade i familielivet

  • løgn og sannhet

Del 4: Gjengangere og Arv og Miljø

Jeg var blitt teateranmelder i en riksavis og ba om å få anmelde en kritikerrost oppsetning av Gjengangere på Det kongelige Teater i København og fikk lov. Forestillingen var nådeløs mot både avdøde kaptein Alving og den fremdeles levende fru Alving, jeg skrev en feberhet anmeldelse og fakset den hjem med angst for at setningene mine skulle stå i en norsk avis og kunne leses av mange, kanskje familien. (Hjorth, s. 113)

Foran sitter Pastor Manders i presteklær på en benk. Bak ham står fru Helene Alving foran en dørinngang full av planter. Foto.

Pastor Manders og Helene Alving i en scene fra Riksteatrets oppsetning av Gjengangere.

Utdraget over er fra Arv og Miljø. Bergljot forteller at hun har skrevet om Gjengangere og er redd for at familien hennes skal lese det hun har skrevet. Hva kan hun mene med det? Og hvorfor lar Vigdis Hjorth Bergljot anmelde akkurat Gjengangere?

A. Les utdrag fra Gjengangere

Nå skal du lese noen utdrag fra Gjengangere. Etter hvert utdrag skal du skrive ned de likhetene og forskjellene du ser mellom Arv og Miljø og Gjengangere.

Utdrag 1: Osvalds barndomsminne

FRU ALVING: Men sæt piben fra dig, min kære gut; jeg vil ikke ha’ røg herinde.

OSVALD (gør så): Gerne. Jeg vilde bare prøve den; for jeg har engang røgt af den som barn.

FRU ALVING: Du?

OSVALD: Ja. Jeg var ganske liden dengang. Og så husker jeg, jeg kom op på kammeret til far en aften, han var så glad og lystig.

FRU ALVING: Å, du husker ingenting fra de år.

OSVALD: Jo, jeg husker tydeligt, han tog og satte mig på knæet og lod mig røge af piben. Røg, gut, sa’ han, – røg dygtigt, gut! Og jeg røgte alt hvad jeg vandt, til jeg kendte jeg blev ganske bleg og sveden brød ud i store dråber på panden. Da lo han så hjertelig godt –

PASTOR MANDERS: Det var da højst besynderligt.

FRU ALVING: Kære, det er bare noget Osvald har drømt.

OSVALD: Nej, mor, jeg har aldeles ikke drømt det. For – kan du ikke huske det – så kom du ind og bar mig ud i barnekammeret. Der fik jeg ondt og jeg så, at du græd. – Gjorde far ofte slige spilopper?

Utdrag 2: Fru Alving vil forlate mannen sin

PASTOR MANDERS: Mindes De, at De efter knapt et års ægteskab stod på afgrundens yderste rand? At De forlod Deres hus og hjem, – at De flygted fra Deres mand; – ja, fru Alving, flygted, flygted, og nægted at vende tilbage til ham, så meget han end trygled og bad Dem om det?

FRU ALVING: Har De glemt, hvor grænseløs ulykkelig jeg følte mig i dette første år?

PASTOR MANDERS: Det er just den rette oprørsånd at kræve lykken her i livet. Hvad ret har vi mennesker til lykken? Nej, vi skal gøre vor pligt, frue! Og Deres pligt var at holde fast ved den mand, som De engang havde valgt og til hvem De var knyttet ved hellige bånd.

FRU ALVING: De ved godt, hvad slags liv Alving førte i den tid; hvilke udskejelser han gjorde sig skyldig i.

PASTOR MANDERS: Jeg ved såre vel, hvilke rygter der gik om ham; og jeg er den, som mindst af alle billiger hans vandel i ungdomsårene, såfremt rygterne medførte sandhed. Men en hustru er ikke sat til at være sin husbonds dommer. Det havde været Deres skyldighed med ydmygt sind at bære det kors, som en højere vilje havde eragtet tjenligt for Dem. Men i det sted afkaster De i oprørskhed korset, forlader den snublende, som De skulde have støttet, går hen og sætter Deres gode navn og rygte på spil, og – er nær ved at forspilde andres rygte ovenikøbet.

FRU ALVING: Andres? En andens, mener De nok.

PASTOR MANDERS: Det var overmåde hensynsløst af Dem at søge tilflugt hos mig.

FRU ALVING: Hos vor prest? Hos vor husven?

PASTOR MANDERS: Mest derfor. – Ja, tak De Deres herre og Gud, at jeg besad den fornødne fasthed, – at jeg fik Dem fra Deres overspændte forehavender og at det blev mig forundt at føre Dem tilbage på pligtens vej og hjem til Deres lovlige husbond.

FRU ALVING: Ja, pastor Manders, det var visselig Deres værk.

PASTOR MANDERS: Jeg var kun et ringe redskab i en højeres hånd. Og hvorledes har ikke det, at jeg fik Dem bøjet ind under pligt og lydighed, hvorledes har ikke det vokset sig stort til velsignelse for alle Deres følgende levedage? Gik det ikke, som jeg forudsagde Dem? Vendte ikke Alving sine forvildelser ryggen, således, som det sømmer sig en mand? Leved han ikke siden den tid kærligt og ulasteligt med Dem alle sine dage? Blev han ikke en velgører for denne egn, og hæved han ikke Dem således op til sig, at De efterhånden blev en medarbejder i alle hans foretagender? Og det en dygtig medarbejder; – å, jeg ved det, fru Alving; den ros skal jeg gi’ Dem. – Men nu kommer jeg til det næste store fejltrin i Deres liv.

FRU ALVING: Hvad vil De sige med det?

PASTOR MANDERS: Ligesom De engang har fornægtet hustruens pligter, således har De siden fornægtet moderens.

FRU ALVING: Ah –!

PASTOR MANDERS: De har været behersket af en uheldsvanger selvrådighedens ånd alle Deres dage. Al Deres tragten har været vendt imod det tvangløse og det lovløse. Aldrig har De villet tåle noget bånd på Dem. Alt, hvad der har besværet Dem i livet, har De hensynsløst og samvittighedsløst afkastet, lig en byrde, De selv havde rådighed over. Det behaged Dem ikke længer at være hustru, og De rejste fra Deres mand. Det faldt Dem besværligt at være moder, og De satte Deres barn ud til fremmede.

FRU ALVING: Ja, det er sandt; det har jeg gjort.

PASTOR MANDERS: Men derfor er De også bleven en fremmed for ham.

Utdrag 3: Sannheten om kammerherre Alving

FRU ALVING: Men nu, Manders, nu vil jeg sige Dem sandheden. Jeg har svoret ved mig selv, at De engang skulde få den at vide. De alene!

PASTOR MANDERS: Og hvad er da sandheden?

FRU ALVING: Sandheden er det, at min mand døde lige så ryggesløs, som han havde levet alle sine dage.

PASTOR MANDERS (famler efter en stol): Hvad var det De sagde?

FRU ALVING: Efter nitten års ægteskab lige så ryggesløs, – i sine lyster ialfald, – som han var før De vied os.

PASTOR MANDERS: Og disse ungdomsvildfarelser, – disse uregelmæssigheder, – udskejelser, om De så vil, kalder De ryggesløst levnet!

FRU ALVING: Vor huslæge brugte det udtryk.

PASTOR MANDERS: Nu forstår jeg Dem ikke.

FRU ALVING: Behøves ikke heller.

PASTOR MANDERS: Det næsten svimler for mig. Hele Deres ægteskab, – hele dette mangeårige samliv med Deres mand skulde ikke være andet end en overdækket afgrund!

FRU ALVING: Ikke en smule andet. Nu ved De det.

PASTOR MANDERS: Dette – det finder jeg mig sent tilrette i. Jeg kan ikke fatte det! Ikke fastholde det! Men hvorledes var det da muligt at –? Hvorledes har sådant noget kunnet holdes skjult?

FRU ALVING: Det har også været min uophørlige kamp dag efter dag. Da vi havde fåt Osvald syntes jeg det blev ligesom noget bedre med Alving. Men det vared ikke længe. Og nu måtte jeg jo kæmpe dobbelt, kæmpe på liv og død for at ingen skulde få vide, hvad mit barns far var for et menneske. Og så ved De jo, hvor hjertevindende Alving var. Ingen syntes de kunde tro andet end godt om ham. Han var af de slags folk, hvis levnet ikke bider på deres rygte. Men så, Manders, – det skal De også vide, – så kom det afskyeligste af det altsammen.

PASTOR MANDERS: Afskyeligere end dette!

FRU ALVING: Jeg havde båret over med ham, skønt jeg så godt vidste, hvad der gik for sig i løn udenfor huset. Men da så forargelsen kom indenfor vore egne fire vægge –

PASTOR MANDERS: Hvad siger De! Her!

[...]

PASTOR MANDERS (som forstenet): Og alt det i dette hus! I dette hus!

FRU ALVING: Jeg havde tålt meget i dette hus. For at holde ham hjemme om aftenerne – og om nætterne måtte jeg gøre mig til selskabsbror i hans lønlige svirelag oppe på kammeret. Der har jeg måttet sidde på tomandshånd med ham, har måttet klinke og drikke med ham, høre på hans utérlige sansesløse snak, har måttet kæmpe nævekampe med ham for at få slæbt ham i seng –

PASTOR MANDERS (rystet): At De har kunnet bære alt dette.

Utdrag 4: Den dårlige samvittighetens makt

PASTOR MANDERS: Og over denne mand er det De rejser et æresminde.

FRU ALVING: Der ser De den onde samvittigheds magt.

PASTOR MANDERS: Den onde –? Hvad mener De?

FRU ALVING: Det stod mig altid for, at det var umuligt andet, end at sandheden måtte komme ud, og bli troet på. Derfor skulde asylet ligesom slå alle rygterne ned og rydde al tvil afvejen.

Utdrag 5: Sannheten om kammerherre Alving

FRU ALVING: Ja, det får så være; men jeg står ikke i det med alle disse bånd og hensyn længer. Jeg kan det ikke! Jeg må arbejde mig ud til frihed.

PASTOR MANDERS: Hvad mener De med det?

FRU ALVING (trommer på vinduskarmen): Jeg skulde aldrig lagt dølgsmål på Alvings levnet. Men jeg turde ikke andet dengang, – ikke for min egen skyld heller. Så fejg var jeg.

Utdrag 6: Fedrenes synder

OSVALD: Han sa’: fædrenes synder hjemsøges på børnene.

FRU ALVING: (rejser sig langsomt op) Fædrenes synder –!

OSVALD: Jeg havde nær slåt ham i ansigtet –

FRU ALVING (går henover gulvet): Fædrenes synder –

OSVALD (smiler tungt): Ja, hvad synes du? Naturligvis forsikkred jeg ham, at der aldeles ikke kunde være tale om sligt noget. Men tror du han gav sig for det? Nej, han blev ved sit; og det var først da jeg havde taget frem dine breve og oversat for ham alle de steder, som handled om far –

FRU ALVING: Men da –?

OSVALD: Ja, da måtte han selvfølgelig indrømme, at han var på vildspor; og så fik jeg vide sandheden. Den ubegribelige sandhed! Dette jublende lyksalige ungdomsliv med kammeraterne skulde jeg afholdt mig fra. Det havde været for stærkt for mine kræfter. Selvforskyldt, altså!

B. Sammenlikn med medelever

  1. Sammenlikn det du har skrevet med andre elever.

  2. Diskuter hvordan disse temaene viser seg i både Arv og Miljø og Gjengangere:

  • skam og ære

  • fasade i familielivet

  • løgn og sannhet

Del 5: Skriv ei sammenlikning

Skriv ei kort sammenlikning av Arv og Miljø og Gjengangere. I sammenlikninga skal du skrive om både tekst og kontekst. Bla gjennom presentasjonen under for tips og modelltekster før du skriver.

Kilder

Hjorth, V. (2016). Arv og miljø. Cappelen Damm AS.

Ibsen, H. (1881). Gengangere. Bokselskap.no. https://www.bokselskap.no/boker/gengangere/tittelside

Sist oppdatert 22.02.2022
Skrevet av Åsa Abusland

Læringsressurser

Skam og ære

Fagstoff

Oppgaver og aktiviteter

Kildemateriale