Sillemaries brev til sin mann i prisonen

Trysnes den 17 January 1812

Hiert elskede kjære mand

Jens Jørgensen

Jeg haver dig høyligen at tacke for at alle dine brever, de 2de sidste som var datert den 14de og 22de October inløb mig den 14de November og først i December. Jeg erfarer deraf med største fornøyelse at du er og har været ved god helse og sundhed til dato.

Jeg har og Gud høylig at tacke for at jeg tilligemed børnene er og har været ved god helbred til denne tied, og hvad gaardens beobagting (red.merk. tilsyn) og husholdningen angaa: da er alting taalig got og vel. Jeg er rigtignock bleven skyldig noget lidet siden du var hjeme men haabes til om mulig at klare mig ut af det igjen naar jeg kan faa et par ladning brænde solgt, som er det eneste middel jeg har grebet til og kan gribe til at hjelpe mig fram med. Jeg vil ikke gjerne at du skal have nogen bekymring for gjælden eller beklage dig derover. Du kan have bekymring nok af din egen tvang og kjedsomelige fængsel, som baade du kære mand: og andre er tvungen med.

Jeg har Gud ske lov for saa vidt ingen nød. Jeg har min gode frihed som du desværre er betagen. Jeg har venner at tale med og mangler jeg noget saa har jeg gode naboer som hjelper mig med det jeg trænger til. Det gjør mig mer ondt at tenke paa din tvang og fængsel. Dog er jeg glad ved at høre fra dig at mangler for levermaaden er ikke saa stor som den har været tilforn.

Hva den ostindiske tour angaar da ved jeg nok at jeg tilforn har raadet dig der fra, men nu maa jeg sige deg at jeg vil overlade det gandske og aldeles i din egen villie, at gjøre som du selv finder for godt, thi jeg trodde at dette fængsel engang skulde faa en ende, men det ser disværre ud til det same som tilforn, og du kunde maaske synes at jeg hadde skyld i din lange og kiædsommelige hensidelse som jeg dog nødig vilde have skyld i, skulde du nu tro kjære mand: at din lycke kunde blive bedre for dig ved at gaa til ostindien og du tillige kan tænke din natur er danet til at udstaa saadan tour saa giv dig afsted i Guds navn, naar det synes dig beleyelig, jeg forønsker dig lycke. Jeg maa enda bede dig høre vel efter tilforn om det er noget sikkert bevis paa at du bliver fri for den Engelske tiæneste naar di har gjort saadan tour og kan med frihed (komme)hjem til sit føde land og familie.

Jeg har riktig nok skrevet et brev til forn med en anden leylighet av samme innhold, men for sikkerhets skyld har jeg ogsaa anført ordene her i den forhaabning at du skulde bekomme et av dem.

Jeg maa dernæst tilmelde dig at saa snart dit brev var færdig og forseglet blev vi alle - - - indkaldt til lendsmanden for at overhøres hvad navn og alder vi havde samt hvor mange børn og hvor gamle de er, og hva aarsag det er kan hverken vi eller lensmanden vide, dog har vi en forhaabning om at vi enten skulde faa litt hjelp fra regjeringen til understøttelse eller og at der skulde gjøres anstalt for at søge de gifte fri, man kan ikke vide det; men det maa dog endelig have sin grund og aarsag: naar vi faar noget at vide derom skal det blive eder alle bekjæntgjort.

Naa hører jeg at dere har alle samen faaet bekommet nye kleder: dersom jeg vidste at det var mod en hastig afløsning fra fængselet vilde jeg med største fornøyelse gratulere dig med nytt til juul, men jeg maa tilstaa at jeg frygter meere for at der skal forlenge – endog vi har nylig hørt at dere skulde blive frie for Presongen og kome i farten med kultræderne fra Engeland. – Hvorfra denne beretning er komen, kan vi ikke vide, vi kan altsaa heller ikke vide om det er troligt eller ey. Gud ved det.

Jeg vil ønske at det maatte blive til en god ende og i samme forhaabing vil jeg anbefale dig Gud og slutte med varm og kierlig hilsen til dig fra mig og vores børn med samt øvrige familie og naboer. Jeg forbliver uafladelig din tro elskerinde og kiære kone.

Sillemarie Simundsdatter Trysnæs