Fagstoff

Nordlands Trompet

Publisert: 14.10.2015, Oppdatert: 03.03.2017
  • Innbygg
  • Enkel visning
  • Lytt til tekst
  • Skriv ut

Litterær kilde

Nordlands Trompet i originalutgave fra 1739:

 

Nordlands beskrivelse: Som er Helgelands, Saltens, Lofodens, Vesteraalens, Senniens og Tromsens Fogderier, med dets Beliggende, og hvorudi enhvers Næring og Brug bestaaer : Saa og Hvad slags Fugle i Luften og svemmende Dyr i Havet sig der opholder, Samt om dets Horizont, Elementer og Veyrligt, item Om Finderne og Lapperne


 

Transkribert utgave av Nordlands Trompet 

 

Åpen videregående om Nordlands Trompet (NRK skole)   

Topografiske læredikt

I Nordlands Beliggende plasserer Dass landsdelen på kartet og skildrer de geografiske særtrekka. Vi får lære om landdyr, fugler og fisk, vær og vind, jordbruk og fiske og om menneskene som lever i disse områdene. Dette kalles topografisk diktning.

Nordlands Trompet er ei samling av læredikt. Forfatteren vil gi leseren innsikt i et emne. Rytmen er fast, og språket er enkelt og nøkternt. Men som den gode prest han er, priser Dass samtidig også Vårherre og skaperverket hans.

I motsetning til mange embetsmenn i samtida var Petter Dass opptatt av det norske, både i skildringa av norsk hverdagsliv og natur, og ved at han brukte mange særnorske ord. Slike ord kaller vi norvagismer.

Kongelig sensur

Da eneveldet blei innført i Danmark-Norge i 1660, blei all virksomhet underlagt kongen i København. Boktrykkere måtte ha kongelig tillatelse til å utgi bøker, og det kunne ta langt tid å få et litterært verk på trykk. Diktverket Nordlands Trompet er omtalt i brev fra 1678, men blei først trykket i bokform i 1739.

Lytt til tekstene

  

Ordforklaringer

  • prælat – en geistlig person
  • Helligdoms Huus – kirka
  • leylendingen – leilendingen, en som leier jord
  • odelsmand – selveiende bonde
  • Strandsiddende Flok – personer som bor ved sjøen, men ikke eier egen jord
  • matrone – ei gift kvinne, muligens noe eldre; tilsvarer omtrent hustru og madam
  • gemytt – sinnelag, lynne
  • redebon Tienist' tilsiger – beredvillig (parat) til tjeneste

Hyllingsdikt til folk og natur

Nordlands Trompet åpner med et hyllingsdikt til folk og natur i «Nordlandene» – det som i dag er Troms og Nordland. Hyllesten gjelder alle – prester og øvrighet, fiskere, bønder, tjenestefolk og leilendinger:

Innledningdiktet til Nordlands Trompet

 

Vær hilset, I Nordlands bebyggende Mænd

Fra Verten i Huset til trælende Svend,

Vær hilset, I Kofte-klæd Bønder!

Ja samtlig saa vel ud til Fiære som Field

Saa vel den der bruger med Fisken paa Gield

Som salter Graae-Torsken i Tønder.

Vær hilset, I Geistligheds hederlig Lius

Prælater, og Orden i Helligdoms Huus,

Hver i sin Bestilling hin gieve!

Tillige den velbetroed Øvrigheds Mand,

Som bære bør Sverdet og Retten i Land,

Fra Vold og Uorden hanthæve!

Hil være Leylendingen, Huus-Manden og,

Hver Odelsmand med den Strandsiddende Flok

Af hvad for slags Middel og Evne

Udliggere, Kræmmer, hvad Navne de har

Samt flere, som jeg her udtydlig og klar

For Mangel af Tiid ey kand nævne.

Hil være det elskelig Qvindelig Kiøn,

Matroner og ægte-gift Hustruer skiøn',

Madamer og ugifte Piger;

Dog synderlig tugtig Gemytter i sær,

Min Hilsen jeg samtlig tilbyder enhver,

og redebon Tienist' tilsiger,

[…]

 

 

Ordforklaringer

  • må jeg mig snoe til – må jeg vende meg til
  • skiaae – uthus, skjå
  • jekt – lite kystlastefartøy (skip)
  • oplade – åpne
  • angel – fiskekrok
  • grom – stor, svær
  • hastelig – raskt
  • et Canaan sød – landet som Gud ifølge Det gamle testamente lovet folket sitt, og som skulle flyte av melk og honning

 

Utdrag frå kapitlet «Svemmende Dyr i det Nordlandske Hav»

[...]
Nu maae jeg mig snoe til den Nordlandske Torsk,
Som Fiskerne kalde monn' Skreien paa Norsk,
Han nævnes maae Nordmandens Krone,
Han kroner vor Gielde han kroner vor Skiaae
O! Sæel est du Bonde, som Torsken kand faae,
Han føeder baad' dig og din Kone.
Du Torsk maae vel kaldes vor Næring og Brug,
Du skaffer fra Bergen saa mangen Tønd' Rug,
Den stakkels Nordfarer til Føde.
Barmhiertige Fader oplade din Hand,
Velsigne os fattige Folk her i Land
Med dine Velsignelser søde!
Skuld' Torsken os feyle, hvad havde vi da,
Hvad skulle vi føre til Bergen herfra?
Da seyled' vist Jægterne tomme.
Hvad have vi andet, her bygger og boer,
End søge vor Føde med Angel og Snor
Og pløye de Bølger hin gromme?
Og skulle du HErre forkorte din Hand,
At stænge Skrei-Torsken og Fisken fra Land,
Da lagdes vi hastelig øede.
Vi har ey at lide paa Most eller Viin,
Her findes ey heller Sølv-Biergene fiin,
Os mangler Guld-Gruven den røde.
Vort Land er ey heller et Canaan sød,
Hvor Marken med Melk og med Honning omflød
Her findes ey Druer at plukke;
Ney! Fisken i Vandet, det er vores Brød,
Og miste vi hannem, da lide vi Nød,
Og jammerlig nødes at sukke.
[...]